Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En omvendt synder

»Danmark må forlade årtiers kræmmerpolitik og vise, at vi ikke blot er parat til at deltage i svære missioner som Afghanistan, men også – som et af verdens rigeste lande – er klar med den nødvendige økonomi til at løfte vores del af byrden.«

Foto: Asger Ladefoged

Ifølge Bibelen vækker én omvendt synder som bekendt større glæde i himlen end en mangfoldighed af retfærdige. Med det udgangspunkt må man antage, at den nye forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens løfter om større forsvarsbevillinger i de kommende år har udløst stående ovationer blandt højere himmelske kadrer.

For netop Claus Hjort Frederiksen har et centralt ansvar for de voldsomme nedskæringer af forsvaret, som i det efterfølgende forsvarsforlig blev resultatet af den daværende VK-regerings forslag i 2011 om at beskære forsvarsbudgettet med sammenlagt 3.000 millioner kroner om året. Den daværende VK-regering og den daværende finansminister, Claus Hjort Frederiksen, skar forsvaret ned, ikke fordi verden var blevet markant fredeligere, men fordi regeringen havde behov for penge til noget andet.

VK-regeringens beslutning om at lægge landets sikkerhed og Danmarks bidrag til NATO-alliancen under finansministerens økse er set mange gange tidligere. Siden Danmark var med til at oprette NATO i 1949, har dansk forsvarspolitik i al væsentlighed handlet om, hvor lidt Danmark kunne nøjes med at betale til det samlede forsvar i NATO uden at lægge sig alt for meget ud med de store lande, først og fremmest USA.

Enkelte gange siden 1949 er forsvarsbudgettet gået op. Det er sket, når USA har lagt hårdt pres på Danmark, og når den sikkerhedspolitiske situation er strammet til. Og lige nu er de to betingelser opfyldt.

Amerikanerne har presset europæerne hårdt lige siden europæerne – heriblandt den danske statsminister med Folketingets flertal i ryggen – på NATO-topmødet i Wales i 2014 forpligtede sig til at øge forsvarsbudgetterne i det kommende årti med to procent af bruttonationalproduktet som mål. Det er mål, som næppe mange danske politikere for alvor agter at gå efter, uanset løfterne i Wales. Men et fortsat fald i europæernes forsvarsudgifter vil amerikanerne ikke acceptere.

Derfor har amerikanerne for alvor lagt i kakkelovnen. Den kommende præsident Donald Trump har ikke lagt skjul på, at den amerikanske sikkerhedsgaranti er koblet til europæernes vilje til at forsvare sig selv. Og derfor hører man nu en omvendt synder forklare vælgerne, at truslen fra Rusland er alvorlig og at man derfor over de kommende år må øge forsvarsudgifterne.

Skal man tro forsvarsministerens efterretningstjeneste, FE, er der heldigvis ikke grund til at tro, at russerne invaderer os lige straks. Der er nok større grund til at frygte russisk-støttede cyberangreb og endnu større grund til at frygte, at Rusland får held til at splitte Europa og USA og så tvivl om NATOs vilje og sammenhold.

Danmark må forlade årtiers kræmmerpolitik og vise, at vi ikke blot er parat til at deltage i svære missioner som Afghanistan, men også – som et af verdens rigeste lande – er klar med den nødvendige økonomi til at løfte vores del af byrden. Forudsætningen for, at Rusland og andre tager NATO alvorligt er, at NATO-landene selv tager NATO alvorligt.