Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En omvendt Guantanamo

Behov for kontrol af udvisninger To udlændinge er blevet frataget deres opholdstilladelse i Danmark, angiveligt fordi de vurderes som farlige for rigets sikkerhed eller som så farlige for den offentlige »orden, sundhed og sikkerhed«, at de ikke længere kan opholde sig her i landet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Helt i pagt med udlændingeloven er udvisningerne sket administrativt. De er besluttet af integrationsministeren efter indstilling fra justitsministeren i henhold til stramninger i loven, der blev gennemført med åbne øjne i 2002, med tilslutning fra et meget stort flertal i Folketinget. Selv de Radikale stemte for.

Det, der nu giver god grund til debat, er spørgsmålet, om de udviste har krav på at få en begrundelse for udvisningen. Sædvanligvis skal myndigheder jo begrunde deres afgørelser, og sædvanligvis har vi i Danmark mulighed for at gå til domstolene , hvis en afgørelse går os imod. Spørgsmål om asyl og ophold i Danmark kan blive bedømt i det domstolslignende flygtningenævn.

Men når det drejer sig om personer, som myndighederne, i praksis Politiets Efterretningstjeneste, vurderer som farlige for rigets sikkerhed eller den offentlige orden, har myndighederne lov til at udvise, uden at hverken den pågældende person, hans advokat eller de myndigheder, som skal beslutte udvisningen, kan få årsagen oplyst. Domstolene er også forhindret i at få grunden til hemmeligholdelsen oplyst. Mørkelægningen er altså total.

Set i det lys kan man kalde den form for udvisning for en »omvendt Guantanamo«. Ligesom det gælder USAs behandling af terrormistænkte, er de pågældende i den danske udgave uden mulighed for at bedømme mistankerne, og der er ingen form for uafhængig kontrol med myndighedernes afgørelse, selv om den har en særdeles indgribende natur. Forskellen er, at i USA spærres de mistænkte inde, mens der her er tale om det modsatte: udvisning.

Grundene til hemmeligholdelsen af udvisningsårsagerne er sikkert gode. Oplysninger om terrormistænkte udlændinge med ophold i Danmark stammer formentlig ofte fra udenlandske efterretningstjenester eller andre kilder, som Politiets Efterretningstjeneste nødvendigvis må beskytte. Befolkningen har krav på, at myndighederne reagerer på den slags oplysninger. Når det gælder terrormistanker, kan det altså være nødvendigt at reducere de sædvanlige principper om, at en anklaget skal vide, hvad anklagen bygger på.

Men alligevel må man spørge, om ikke det er muligt at indbygge en uafhængig kontrol, der kan kigge efterretningstjenesten og ministrene over skulderen. Erfaringerne fra det såkaldte Wamberg-udvalg, der i mange år har kontrolleret efterretningstjenesternes personregistreringer, kunne måske bruges her. Eller man kunne finde en dommer til opgaven.

Selv om alle må være enige i hensigten med den særlige mulighed for at sende terrormistænkte ud af landet, og selv om der kan være tvingende grunde til hemmeligholdelse af årsagen, fortjener retsfølelsen, at man overvejer at koble et tilsyn på. I hvert fald må man kunne forklare, hvorfor det ikke skulle kunne lade sig gøre.