Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En ny slags sjæl i storbyen

Vold. Bandekrig. Bål i gaderne. Antændte biler. Autonome ødelæggelser. Overfald i nattelivet. Knivstikkeri og særlige zoner, hvor politiet har udvidet ret til at undersøge tilfældige borgere og konfiskere eventuelle våben. Sådan har billedet gennem flere år været af livet i storbyerne, særligt København. Og nej, det hele bygger naturligvis ikke på en skrøne. For der har været både bandekrig, autonome ødelæggelser og knivstikkeri i nattelivet.

Men indimellem må man – også i medierne – gribe i egen barm og overveje, om tingene i jagten på de opsigtsvækkende nyheder kan blive fortegnede. Således viser det sig nu, at eksempelvis landets hovedstad slet ikke er nogen voldsmagnet eller et sted, hvor vaneforbrydere med alt for korte mellemrum kaster sig over uskyldige, forbipasserende medborgere. Tværtimod. Volden er på vej ud af storbyerne, København er blevet et ganske sikkert sted at leve, og et område som Frederiksberg hører til de kommuner i Danmark, hvor der anmeldes færrest voldsforbrydelser overhovedet. Med andre ord: Myten om storbyen som en jungle, hvor kriminalitet og vold florerer frit, passer ganske simpelt ikke – mere.

Med til forklaringen hører ganske givet en demografisk udvikling som den, Berlingske over de seneste uger har beskrevet i serien Global Myldretid. Mens storbyen for nogle årtier siden var præget af forfald, gigantiske sociale problemer, elendighed, narkomani og fattigdom, er tingene nu vendt på hovedet. Det er ressourcestærke mennesker, som i det 21. århundrede tiltrækkes af byen og dens muligheder. Derfor kan en kommune som København se frem til, at folk, som tjener masser af penge – og dermed også betaler mange penge i skat – i titusindtal vil drage til hovedstaden i de kommende år med de krav til boliger og andre tilbud og fornødenheder, som det fører med sig. Omvendt på landet, der i stigende grad tømmes for både skatteborgere og samfundsliv, mens et stigende antal borgere med sociale problemer befolker de huse i det såkaldte Udkantsdanmark, som ingen andre længere åbenbart vil bo i. Det skifte udgør naturligvis både en mulighed for storbyen og et problem for de provinskommuner, som nu må slås med mange af de problemer, metropolerne stod med før i tiden.

Alligevel er der grund til at hæfte sig særligt ved den udvikling, der er sket i de større byer. Tendensen er ikke kun dansk. Takket være et grundigt oprydningsarbejde, der gik hånd i hånd med den demografiske udvikling, lykkedes det allerede i 90erne bystyret i New York at forvandle denne fascinerende millionby fra en grimet og farlig urskov af sten og metal til et sted, danske børnefamilier ikke tøver med at tage til – uden frygt for at skulle gå en tur om aftenen. Måske er der enkelte, som begræder, at storbyerne samtidig mister en smule af den gamle sjæl, men ærlig talt: Hvis prisen for denne såkaldte sjæl er den vold og de uoverskuelige sociale problemer, som København sloges med helt indtil for få år siden, så kan den købes for dyrt. Og de mennesker, som nu flytter til byen, giver den jo også sjæl. Blot af en helt anden slags. Hvilket egentlig midt i den kontinuerlige dækning af bandekrig, indvandreruroligheder og knivstikkerier lidt oftere kunne fremgå.