Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En minister skulle ydmyges

Balladen om Bertel Haarder handler ikke om forsøg på at kontrollere pressen.

ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Man må sandelig håbe, at børn og alle andre uskyldige sjæle havde fingrene proppet dybt i ørerne, da Bertel Haarder forleden på TV gav en opvisning i sit repertoire udi sproglige forbandelser. Ministermunden trænger virkelig til en omgang vask med lud og sæbe efter den omgang, som ramte en DR-journalist og seerne midt i den bedste sendetid.

Men når man er færdig med at undre sig og måske også trække lidt på smilebåndet over ministerens temperament, giver episoden anledning til at overveje, om samarbejdet mellem ministre og medier er ved at køre skævt. DRs påstand er jo, at Bertel Haarder og andre ministre efterhånden kræver så meget kontrol med interviews, at det truer pressefriheden. Og omvendt er det spørgsmålet, om ministre er nødt til at beskytte sig mod de journalister, der gør alt hvad de kan for at lægge fælder ud, fordi deres ærinde ikke at informerer men derimod at jagte ministre.

DR har ret i, at der er ministre, som ikke er i stand til at tale med journalister uden en drejebog. Der er ministre, som er omgivet af en jernring af presserådgivere, der ikke lader uforberedte spørgsmål slippe igennem. Der er ministre, som har erstattet en tradition for åben adgang med komplet overflødige krav om skriftlige svar, der besvares skriftligt – hvis de overhovedet besvares.

En af undtagelserne fra den DDR-agtige tilstand, der præger nogle ministeriers omgang med medierne, er imidlertid netop Bertel Haarder. Han har i årevis selv taget sin telefon, når journalister ringer, hvilket de ofte gør. Derfor er det ufortjent, at netop han skulle udsættes for den form for baghold, som DR havde stillet op for ham. Bertel Haarder blev stillet over for spørgsmål om den lægefaglige proces forud for beslutningen om at begrænse fedmeoperationer, som han tydeligvis ikke kendte svaret på. Hvis DR havde ønsket et ordentligt svar på spørgsmålet, havde journalisten selvsagt sikret sig, at ministeren havde fremskaffet svaret. Men hverken presserådgiveren eller ministeren var orienteret om det udvalg, som journalisten pludselig spurgte om. Det uredigerede interview med Haarders raseriudbrud handler altså ikke om en minister, der forsøger at styre, hvad han må spørges om, men om en minister, der med rette er irriteret over spørgsmål til en proces, som journalisten burde have forberedt ham på.

Der var derfor heller ikke nogen principiel anledning til at vise Haarders udbrud på TV, eftersom sagen ikke handlede om forsøg på pressekontrol. Men DR kunne altså ikke stå for fristelsen til at ydmyge ministeren – som heldigvis mislykkedes, eftersom langt de fleste seere tydeligvis er på Haarders side. Det eneste, der kan læres af denne sag, er i virkeligheden, at ministre må og skal bevare selvbeherskelsen, uanset hvordan de behandles. For i DR skal man ikke tage fairness for givet. Det er på tide, at Haarder lærer den lektie. Det er også på tide, at han lærer at tale pænt.