Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En march mod terror

»Terrororganisationen Hamas og den endnu mere bestialske Islamisk Stat har desværre tilhængere i Danmark.«

Flere politikere kræver en national handlingsplan i kølvandet på chikane og overgreb på jøder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I morgen, lørdag, agter den konservative københavnske politiker, Rasmus Jarlov, at gå en tur på Nørrebro med en kalot på hovedet. Formålet er at demonstrere for både hans personlige ret og for alle andres ret til at færdes på gader i Danmark, herunder på Nørrebro, med et religiøst symbol i påklædningen. Baggrunden er, desværre, at Gaza-konflikten har ført til en yderligere stigning i antallet af overgreb på specielt jøder, som overalt i Europa udsættes for vold. Selv i København er det forbundet med fare at være jøde. Jøder, der intet har med konflikten i Mellemøsten at gøre, er nødt til at beskytte skoler og andre institutioner, og til at gemme kalot eller davidsstjerne væk.

Læs også: Konservative arrangerer protestmarch mod jødehetz

Chikaner og overfald har nået et niveau, så selv Københavns konfliktsky integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) så småt interesserer sig for byens forfulgte minoritet og ikke kun bekymrer sig om at behage Københavns større gruppe af mellemøstlige indvandrere. For det er dem, det handler om. Skal man dæmme op for problemet, skal man turde sige, hvem der står bag. Det gør en mindre gruppe rabiate personer, ofte palæstinensere, som føler sig berettiget til at importere terrormetoder fra Mellemøsten. De gør ubodelig skade på alle indvandreres omdømme og integration. Det er disse intolerante bøller, der også overfalder homoseksuelle og i øvrigt fylder op i fængslerne.

Danmark skal ikke give en tomme mere snor til dem, der udøver den form for terror. Lige så lidt som vi skal acceptere, at kvinder iført hijab overfaldes eller berøves tørklædet, eller at mænd iført arabisk kjortel chikaneres, lige så lidt skal vi acceptere forfølgelse af jøder. Griber man ikke ind med det samme, havner samfundet på en glidebane, hvor nedbrænding af synagoger og målrettede attentater på fremtrædende jøder er næste fase. Se blot over Øresund, hvor den tidligere borgmester i Malmø afviste enhver snak om jødeforfølgelse, mens jøder blev overfaldet, deres kapel blev antændt, gæster til synagogen angrebet og så videre. Borgmesteren mente blot, at overgreb på jøder var »forståelige«, og at det ikke var Malmøs problem, at jøderne rejste.

Læs også: Had er had

Rasmus Jarlov burde have følgeskab af landets statsminister og af alle andre, der afviser forfølgelse af fredelige mennesker uanset deres religion, seksualitet, køn eller race. Politikere som Anna Mee Allerslev, som for et par år siden bad Dansk Zionistforbund om ikke at flage med det israelske flag ved »mangfoldighedsfestivalen« i København for at undgå, at jøderne blev overfaldet af rabiate muslimer, kan man næppe forvente at se. Hun er mere optaget af at holde dialogmøder på Rådhuset med muslimske organisationer, der ikke har løftet en finger for at bremse udviklingen. Til gengæld er det værd at notere, at folketingsmedlemmer fra SF og Enhedslisten har annonceret, at de vil gå med i marchen, uanset at deres sympati i den aktuelle konflikt i Mellemøsten ligger hos palæstinenserne.

Terrororganisationen Hamas og den endnu mere bestialske Islamisk Stat har desværre tilhængere i Danmark. Nu gælder det om at sikre, at disse tilhængere ikke får et ben til jorden på Nørrebro eller andre steder.