Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En lige højre til ytringsfriheden

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er grænserne for den kunstneriske ytringsfrihed videre end grænserne for ytringsfriheden som sådan?

Svaret er ja. Svaret er desuden essentielt, hvis man skal forstå, hvorfor det er så skræmmende, det, der er sket i Sverige, hvor kunstneren Dan Park er blevet idømt seks måneders fængsel for en række udstillede værker med racistiske scenarier og tanker. Værkerne tager ikke i sig selv eksplicit afstand fra de budskaber, de umiddelbart synes at fremføre, og vælger man, som Malmö Tingsrätt, at tage disse budskaber for pålydende, idet man ignorerer, at der er tale om kunst, så ligger vejen til en hård fængselsdom ligefor. Manden udbreder racistiske budskaber. Ergo skal han dømmes.

Det er her, kæden springer af, og det er det, der er årsagen til, at Trykkefrihedsselskabet i går havde arrangeret en demonstration foran den svenske ambassade i København. Et godt initiativ, for dommen fra Malmö Tingsrätt, lige på den anden side af Øresund, lægger sig uhyggeligt tæt op ad tankegangen i autoritære regimer. Hvordan? Ved at ignorere flere ting: At når en kunstner udtrykker noget, så er det ikke nødvendigvis udtryk for vedkommendes egne holdninger. At kunst kan være kunst, selv om det udtrykker holdninger, der er frastødende. Og at det ligger i kunsten som kunst, at den typisk er flertydig. Eller for at tage et litterært eksempel: Den fransk-amerikanske forfatter Jonathan Littell udgav i 2006 den fremragende roman »De velvillige«, hvor han over mange sider sætter sig ind i hovedet på en SS-bøddel. Det gør ham ikke til nazist. På samme måde som Dan Parks sætten sig ind i hovedet på racister ikke gør manden til racist. Højst til en provokerende kunstner.

Apropos provokationer: I den aktuelle lige højre fra Malmö Tingsrätt står der, at Dan Park ikke har villet føre en saglig debat, men provokere. Og hvad så, må man spørge. At klandre kunsten for at provokere, er absurd. Endnu mere uhyggeligt er det, at Malmö Tingsrätt slet ikke forholder sig til det spørgsmål, vi stillede indledningsvis. Malmö Tingsrätt skelner ganske enkelt ikke mellem kunst og ikke-kunst, og når man ikke gør det, er perspektiverne skræmmende og den kunstneriske ytringsfrihed en illusion. Man vil kunne idømme den unge danske digter Yahya Hassan en dom for overtrædelse af racismeparagraffen, fordi hverken den muslimske tro eller visse indvandrermiljøer skånes i hans digtsamling, »Yahya Hassan«. Man vil kunne forbyde D.W. Griffiths mesterlige, men dybt racistiske stumfilm fra 1915, »En nations fødsel«. Listen er endeløs.

Heldigvis er det endnu ikke kommet så vidt herhjemme. Yahya Hassan blev godt nok meldt til politiet for overtrædelse af den problematisk restriktive danske racismeparagraf, men det var dog, så slemt det end var, »kun« for ting, han havde udtalt uden for sin digtsamling. Var han endt med at blive dømt for sine digte, havde vi haft svenske tilstande. Det har vi ikke. Ikke endnu. Men det er skræmmende tæt på.