Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En lang march mod et forsvarligt forsvar

Foto: NIels Ahlmann Olesen

Den gode nyhed om fremtidens danske forsvar er først og fremmest, at Danmark vil levere de militære kapaciteter, som NATO har behov for. Den anden gode nyhed er, at Danmark i de kommende år vil nærme sig opfyldelsen af tilsagnet til NATO om at bevæge forsvarsbudgettet opad mod to procent af bruttonationalproduktet. Og nok så vigtigt er det, at Danmark også vil imødekomme ønsket om at bruge 20 procent af budgettet til materielanskaffelser. Og bedst af alt er, at forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens samtaler i sommerens løb med regeringspartnere og de forsvarsbærende partier efter alt at dømme betyder, at regeringen kan samle bred opbakning til et forsvar, som – desværre – atter må rette fokus på et aggressivt Rusland.

Udspillet til forsvarsforlig har altså en rigtig retning. Og der er ikke tvivl om, at et dansk forsvar – og cyberforsvar – anno 2024 vil levere et væsentligt bedre bidrag til NATO i almindelighed og til NATO i Østersø-regionen i særdeleshed, hvis ellers løfterne om opstilling og udrustning af den kommende brigade gennemføres, som der nu stilles i udsigt.

Værnepligten har i de interne regeringsforhandlinger været en hård nød at knække, og vil også vise sig at blive en af knasterne i de kommende forhandlinger. Udspillet er en besynderlig hybrid af en værnepligt, som ikke skal være en pligt, så længe over 90 procent melder sig frivilligt, hvilket er tilfældet i dag. Der skal være flere af dem, men heldigvis ser det ud til, at de flere værnepligtige, i tilfælde af en eskalerende krise i forhold til Rusland, vil kunne bruges meningsfuldt, nemlig til bevogtning af den infrastruktur, der skal bruges til modtagelse af NATO-forstærkninger til Østeuropa. Forslaget vidner om en pragmatisk ministers evne som tryllekunstner til at forene stærke værdipolitiske modsatrettede krav til værnepligten hos partier i og udenfor regeringen.

Ministeren har til gengæld ikke orket at tage slagsmålet med værdikrigerne i og uden for regeringen om nogle af de effektiviseringsforslag, som hans egen budgetanalyse har udpeget.

Eksempelvis siger regeringen nej til at reducere antallet af redningshelikoptere på døgnberedskab fra tre til to og dermed nej til at spare et trecifret millionbeløb om året. Men ligesom flere forgængere har Claus Hjort Frederiksen på forhånd givet op over for lokal politisk overmagt. Det samme gælder spareforslaget om at flytte Hærens Officersskole fra det aldeles uegnede Frederiksberg Slot til Forsvarsakademiet. Her spildes skattekroner, så det brager.

Den helt store udfordring vil være at tiltrække kvalificerede unge. Det bliver ikke nemmere, når man samtidig udtynder forsvarets uddannelser. Men alt i alt er marchen mod et mere relevant forsvar begyndt. Den burde være indledt efter Krim i 2014. Men nu er retningen angivet og første skridt taget. Danske politikere har historisk aldrig betalt mere til forsvar, end USA og NATO har forlangt. Efter Putin og valget af Trump er den pris gået i vejret, og nu er regningen synlig.