Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En ikonisk tegnings triste jubilæum

»Af den største udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig lærte vi på den hårde måde, at der kun skal en enkelt tegning i en enkelt dansk avis til at antænde et bål helt ude i de fjerneste dele af kloden.«

Onsdag er det ti år siden, at Jyllands-Posten som led i en redaktionel test af ytringsfrihedens grænser bragte 12 tegninger af profeten Muhammed, som forskellige danske tegnere hver især så ham. Historieskrivningen om Muhammed-krisen og de dramatiske måneder i 2006 er stadig i gang. De seneste dage har bragt nye interessante oplysninger frem. Både om beslutningsprocesserne internt i JP/Politikens Hus, som har måttet leve med følgerne af Muhammed-krisen og terrortruslen lige siden, og om hvad der skete internt i regeringskontorerne. Af den største udenrigspolitiske krise for Danmark siden Anden Verdenskrig lærte vi på den hårde måde, at der kun skal en enkelt tegning i en enkelt dansk avis til at antænde et bål helt ude i de fjerneste dele af kloden. Tegningerne blev brugt som anledning til ambassadeafbrændinger, flagafbrændinger, massive dødstrusler og vilde protestaktioner. Om ytringsfrihedens tilstand her ti år efter er der meget sørgeligt at sige, for denne fundamentale frihedsrettighed for os er blevet et terrormål for dem, der bekæmper vores vestlige værdier. Ytringsfriheden er ikke truet på det formelle plan, men den er kommet under pres på et mere uformelt plan, hvor det handler om den skjulte eller åbne selvcensur. Som selve hovedmanden bag tegningerne i JP i sin tid, Flemming Rose, sagde det forleden til Jesper Beinov i hans »Hotspot« på b.dk, så er ingen tegning et menneskeliv værd. Og Muhammed-krisen og dens uoverskuelige konsekvenser har pålagt enhver chefredaktion et særligt ansvar for at forvalte ytringsfriheden med endnu større omhu end før.

Tegningerne er desværre blevet ikoniske verden over. De er kommet til at stå som et symbol på krænkelse af muslimer, og konsekvenserne af at genoptrykke dem på grund af et ti års jubilæum vil være både uforudsigelige og potentielt uoverskuelige. Samtidig er de blevet ikoniske for ytringsfrihedsforkæmperne, der kritiserer, at danske redaktører af frygt for de uoverskuelige konsekvenser af et genoptryk underlægger sig islamisternes trusler og accepterer, at ytringsfriheden er blevet begrænset. Berlingske har i dag en omfattende dækning af Muhammed-krisen i anledning af ti-året. Vi har valgt ikke at bringe en eller flere af de 12 tegninger, som hele striden handlede om. Lad os være ærlige: Det ville være både journalistisk relevant og helt naturligt at bringe tegningerne ved ti-års jubilæet – hvis ikke det var, fordi intet længere er naturligt, når det gælder Muhammed-tegningerne. Så terror og truslen om terror virker. Jyllands-Postens formål med at trykke tegningerne i sin tid var ikke at krænke muslimer – selv om det fik den afledte effekt – ligesom ytringsfriheden ikke lider et universelt tab, når man undlader at genoptrykke dem. Vi vurderer dagligt, hvad vi skal publicere. Sædvanligvis alene ud fra journalistiske principper, men i dagens avis også ud fra princippet om, at magten til at publicere noget ikke må føre til, at man lukker øjnene for de mulige konsekvenser af at bruge den magt. Vi mener i øvrigt, at ytringsfriheden også omfatter retten til, at satiren kan tage religiøse spørgsmål under krasbørstig behandling. Det har vi gjort adskillige gange også siden Muhammed-krisen. Men lige præcis de ikoniske og nu ti år gamle tegninger lader vi ligge. Ingen tegning er så vigtig, at den er et menneskeliv værd.