Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En halv integrationsplan

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mon ikke alle, bortset fra enkelte dovne-Robert´er, er enige om at alle, der kan, skal arbejde og forsørge sig selv. Alle er også enige om, at det skal kunne betale sig at arbejde - i hvert fald i princippet. Derfor er hensigten med regeringens integrationsudspil selvsagt rigtig. For selv om skiftende regeringer i årevis har lanceret den ene integrationsplan efter den anden, er den sørgelige kendsgerning, at indvandrere i de samme årtier i alt for stort omfang har fået lov til at passe sig selv på offentlig forsørgelse. Udspillet, der angiveligt er nummer 23 i rækken af integrationsplaner siden 1999, har positive elementer. Først og fremmest er det vigtigt at fremskynde bestræbelserne for at lære indvandrerne dansk og få dem i en eller anden form for arbejde eller uddannelse. Det er også vigtigt at forøge det økonomiske pres på kommunerne for at få indvandrere - nye som gamle - ud i beskæftigelse eller nyttejob. Det er også vigtigt, at de enkelte indvandrere vurderes individuelt, så vedkommendes kompetencer klarlægges. Beskæftigelsesministeren havde ret, da han ved præsentationen onsdag understregede, at en indvandrer skal mødes med respekt for de kvalifikationer, han eller hun medbringer til Danmark.

Men desværre er udspillet kun halvt. Det tager slet ikke fat på det grundlæggende spørgsmål om størrelsen på de offentlige ydelser, som næsten halvdelen af indvandrerne i Danmark lever af. Den siddende regerings omtrent første gerning efter valget i 2011 var at fjerne de såkaldte »fattigdomsydelser«, der blandt andet indebar en økonomisk tilskyndelse til at komme i arbejde. Incitamentet til at opsøge et arbejde forsvandt som dug for forårssolen. De lavere satser havde faktisk en effekt, inden de forsvandt. Måske er det slet ikke så mærkeligt, at det er rumænere og andre østeuropæere uden mulighed for at modtage kontanthjælp, der udfører de ufaglærte job i blandt andet landbrug og gartneri.

Regeringens ambitionsniveau er ikke højt. Udspillet vil forøge antallet af såkaldte jobforløb med 15.000 om året, oveni de 75.000 tilsvarende forløb, der i forvejen gennemføres. Desværre er jobforløb ikke det samme som job. I 2020 er det ambitionen at 10.000 flere skal være i arbejde. Det vil bringe andelen af indvandrere i den arbejdsdygtige alder op på 54 procent, 3,5 procent flere end i dag, og indvandrernes manglende økonomiske incitament gør selv dette tal beskedne tal utroværdigt.

Udspillet tager heller ikke fat i tilstrømningen til landet. Den voldsomme stigning i antallet af flygtninge sidste efterår er aftaget, men indvandringen er stadig større nu end den var for et år siden, og antallet af asylsøgere har været konstant stigende siden regeringens tiltræden. De sidste 15 års fejlslagne integrationspolitik har vist, at Danmark simpelthen ikke magter at integrere mennesker uden uddannelse eller sprog i det tempo, de er ankommet. De gode dele af udspillet kommer cirka tre et halvt år for sent, og et bredt forlig i Folketinget er svært at forestille sig. Skal det vedtages i sin halve form, må det blive med Enhedslistens stemmer, og det vil efter et regeringsskift skulle erstattes eller suppleres med et meget mere omfattende og modigt udspil, omfattende hele kontanthjælpsområdet, som både skal gælde indvandrere og danskere, der ikke forsørger sig selv.