Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

En fokuseret stemme i verden

»Det burde egentlig være en selvfølge, at Danmark prioriterer Arktis højt og Burkina Faso mindre højt, og at vi hjælper i de nærområder, der forårsager store flygtningestrømme.«

Der var stor skepsis, da statsminister Lars Løkke Rasmussen bad ambassadør Peter Taksøe-Jensen granske dansk udenrigs-, sikkerheds-, handels- og forsvarspolitik. Skal menneskerettigheder, idealisme og aktivisme nu tilsidesættes til fordel for jysk købmandsskab og noget for noget, når Danmark agerer på den internationale scene?

Men den rapport fra »granskeren«, som blev offentliggjort mandag, viser, at det grundige arbejde med at kortlægge Danmarks udenrigspolitik har været fuldt berettiget, og at der i høj grad er behov for både skarpere prioriteringer af, hvad Danmark bruger tid, penge og kræfter på i verden, og en debat om, hvad der overordnet skal være pejlemærkerne for dansk udenrigspolitik.

Verden har forandret sig meget alene de seneste ti år. Når Rusland truer danske skibe med atomvåben og truer vores naboland Sverige, hvis landet melder sig ind i NATO, er det et skræmmende håndfast bevis på, at trusselbilledet er et andet. Og når det, som engang blev kaldt det arabiske forår, har forårsaget blodige borgerkrige, en voldsom flygtningestrøm og et Mellemøsten i opløsning, betyder det nye udfordringer, som Danmark bliver nødt til at indrette sig efter. Verden er blevet mindre forudsigelig, og der er kommet nye, stærke spillere til. Samtidig er ressourcerne knappe i et lille land. Vi kan ikke det hele. Derfor er det velgørende at tage fat på en debat om, hvad Danmark skal stå for internationalt.

Det burde egentlig være en selvfølge, at Danmark prioriterer Arktis højt og Burkina Faso mindre højt, og at vi hjælper i de nærområder, der forårsager store flygtningestrømme. Forsvaret skal naturligvis indrettes på at tage højde for de nye trusler og tilføres flere midler, hvor der er brug for det. Det burde også være en selvfølge, at Danmark satser på at have en stærk stemme i EU, som giver et lille land langt større indflydelse, end størrelsen berettiger til.

Ved at fokusere mere internationalt og kommunikere det tydeligt, bliver Danmark en mere troværdig global spiller. Taksøe-Jensens anbefalinger står ikke i modstrid til at føre en aktivistisk udenrigspolitik, sådan som det har været Danmarks kurs i et par årtier. Tværtimod betyder en skarpere prioritering, at Danmark kan optræde stærkere og mere tydligt de steder, hvor vi har en klar interesse.

Det er for eksempel uden for enhver tvivl i Danmarks interesse at bekæmpe Islamist Stat, fordi terrororganisationen åbenlyst udgør en trussel også mod Danmark. Og Danmark har meget håndgribelige interesser i spillet om Arktis. Til gengæld kan man sætte spørgsmålstegn ved en del af den ulandshjælp, der går ud på at bekæmpe fattigdom i Afrika og andre dele af verden. Peter Taksøe-Jensen har utvivlsomt stukket hånden ned i en hvepserede med sine anbefalinger, og nogle af dem vil blive skudt ned med store kanoner. Men han leverer nogle vigtige værktøjer til at begrunde, hvorfor vi gør, som vi gør. Og det har der længe været brug for.