Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Der er mange mennesker, man kan se sig vred på: For eksempel overklasseløgene, regnedrengene, 12-talspigerne, præmieperkerne eller sundhedsprofeterne. Da seniorredaktør på ordnet.dk Sanni Nimb for nylig satte sig for at gennemgå ukvemsordene i det danske sprog, opdagede hun så mange forskellige nedsættende ord om eliten, at hun måtte lave en hel kategori til dem: »jantelovsordene«.