Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Elite på alle niveauer

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag er det helt normalt at unge tager en kandidat- eksamen på universiteterne. For bare få årtier siden var de højere læreanstalter forbeholdt de få. Derfor er det en rigtig konsekvens at drage, når uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i dagens Berlingske lancerer et fremtidigt eliteprogram. Det er dog ikke nok at forkæle eliten gennem særlige programmer. Hele uddannelsessystemet fortjener et fagligt løft med klare krav til de unge, så vi får dygtige folk på alle niveauer.

Skiftende regeringer har satset massivt på at løfte uddannelsesniveauet i det danske samfund. Målet er godt og rigtigt. I de rent kvantitative mål adskiller rød og blå blok sig ikke fra hinanden. Men i hele elite- og kvalitetsdebatten skal ministeren have sans for et fagligt løft både til de elitestuderende og de øvrige. Når det er vigtigt, er det fordi der er en snigende fornemmelse, bl.a. i faglige miljøer af, at der er gået uddannelsesinflation i tingene. Det er svært at udelukke, at den faglige kvalitet rundt omkring kan have lidt skade af den politiske iver efter at få flest mulige igennem, mens de bedste må passe sig selv. Hvis den præmis holder, kan Esben Lunde Larsens initiativ i nogen grad ses som et forsøg på at skærme de dygtigste, når behovet måske snarere er et generelt fagligt løft.

Lever regeringens elitespor op til forventningerne, vil det skulle suppleres af et fagligt løft i andre dele af uddannelsespolitikken. Det ved Esben Lunde Larsen, der har speciale i Grundtvig, sikkert udmærket. Ellers kan han slå op i Højskolesangbogen, hvor der synges: »Er lyset for de lærde blot/til ret og galt at stave?« Vi trænger således til at fremme høj kvalitet og stærke kundskaber i det hele taget.

Et detaljeret udspil er på vej, men holdningen er klar: Ministeren henviser til besøg i Asien på forskningsinstitutioner, hvor han har oplevet den kæmpe sult der er efter at blive lige så velstående som i vores del af verden. Hvis disse lande bliver ved med at indhente os med den fart, de har på i øjeblikket, og vi tilsvarende bliver ved med at tage afslappet på konkurrencen, bliver Danmark og de europæiske lande overhalet om få år. I vores del af verden er vi blevet lidt for selvtilfredse, og mange har glemt, hvorfra pengene kommer til at betale den høje skat. Uddannelse, der efterspørges på arbejdsmarkedet, er blandt de vigtigste redskaber, når fremtidens vækst og velstand skal sikres.

Blandt Esben Lunde Larsens initiativer er talentspor, særlige kandidatforløb, særlige intense forløb, hvor der læres af fremtrædende forskere samt uddannelsesbeviser med særlig udmærkelse. Tillige har ministeren sans for, at der er behov for et løft af samspillet mellem det private erhvervsliv og universiteterne. Store dele af forskningen er anvendelsesorienteret og kan nyttiggøres i virksomhederne. Og der skal ske mere for at også forskere kan få en karriere inden for iværksætteri og entreprenørskab. Meget af dette kan allerede lade sig gøre i dag. Indsatsen skal først og fremmest systematiseres, så når ministeren lancerer flere nye initiativer, bør et generelt fagligt kvalitetsløft indgå til gavn for alle studerende.