Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ekstreme kræfter har alt for længe domineret israelsk politik

Benjamin Netanyahus magtbase byggede på ultrareligiøse og nationalistiske ekstremister. Det er godt nyt for Israels demokrati, hvis nye og mere moderate kræfter kommer til.

Benjamin Netanyahu Likud-parti (til venstre) ser ud til at få 31 pladser i Israels parlament. Benny Gantz og hans partialliance Blå og Hvid står til 32 pladser Fold sammen
Læs mere
Foto: MENAHEM KAHANA, EMMANUEL DUNAND

Israel er et lille land omgivet af fjender. Hvis ikke konstante raketangreb fra Hamas er nok, kan det være frygten for iranske atomvåben, som giver israelerne en følelse af eksistentiel trussel.

Derfor kan man godt forstå, at israelerne er optaget af deres lands sikkerhed – og også at mange gennem årene har opfattet Benjamin Netanyahu som en leder, der kunne skabe tryghed med en hård kurs over for såvel interne som eksterne trusler. Efter sammenlagt 13 år som premierminister ser det dog ud til, at Netanyahus evne til at indgyde tillid er ved at være slidt ned.

Tirsdag gik israelerne til valg for anden gang på fem måneder, fordi det ikke lykkedes Netanyahu at danne en regering efter valget i april. Nu bliver det endnu sværere. Netanyahus Likud-parti er gået tilbage, og der er ikke i nærheden af et flertal for den koalition af partier på højrefløjen, som han satsede på.

Der er heller ikke flertal for de centrumvenstre-partier, som har udfordret Netanyahu, og valgets sejrherre er derfor Avigdor Lieberman, som også var den, der udløste udskrivelsen af valget.

Lieberman fra det højreorienterede parti Yisrael Beiteinu har krævet et opgør med de ultraortodokse partier, som i årevis har sikret flertal for Netanyahus regeringer, og han forlanger også efter valget, at de holdes uden for indflydelse. Lieberman opfordrer i stedet til, at der dannes en bred samlingsregering med Likud og det største oppositionsparti, Blå og Hvid.

Det er endnu ganske uklart, hvordan der kan samles flertal for en ny regering i Jerusalem, men der er grund til at glæde sig over Liebermans sekulære oprør. Lieberman vil afskaffe ortodokse jøders ret til at være fritaget fra militærtjeneste, og han har kritiseret Netanyahu for at lade de ultrareligiøse få alt for stor indflydelse i det civile liv med f.eks. regler om godkendelse af ægteskaber og undervisning i jødedom i skolerne. Nu kan der forhåbentlig komme en bevægelse tilbage mod Israels rødder som et land, der godt nok har et jødisk flertal – men som også er et land, der er tolerant over for ikke-troende jøder og mennesker, som slet ikke er jøder.

Netanyahus satsning på ekstremt religiøse og nationalistiske små partier som alliancepartnere har også drevet ham ud i den ene uholdbare melding efter den anden om konflikten med palæstinenserne. Senest med et valgløfte om at annektere store dele af Vestbredden – et skridt som ville have begravet ethvert håb om fredsforhandlinger med palæstinenserne.

»Israel har brug for en premierminister, som uden skygge af tvivl bakker op om demokratiske institutioner.«


Netanyahus hovedudfordrer fra partialliancen Blå og Hvid, Benny Gantz, er tidligere hærchef, og han kan ingenlunde betegnes som en due i sikkerhedsspørgsmål. Han står f.eks. fast på, at Jordandalen bør forblive under israelsk kontrol, når en fredsaftale engang bliver indgået, men han er fornuftig nok til ikke at flirte med det provokatoriske skridt, som en ensidig erklæring om annektering ville være. Den slags moderation er der brug for på et tidspunkt, hvor et længe udskudt amerikansk udspil til nye fredsforhandlinger menes at være lige på trapperne.

Kommer der en ny premierminister, kan det også spare Israel for en potentiel forfatningskrise. Netanyahu forfølges af en stribe korruptionsanklager, og han har forsvaret sig ved på bekymrende vis at lange ud efter såvel medier som politi og domstole. Israel har brug for en premierminister, som uden skygge af tvivl bakker op om demokratiske institutioner.

PIERRE COLLIGNON