Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Egyptens demokrati

Det egyptiske præsidentvalg i sidste uge var ikke nogen god nyhed for revolutionen, hvis man tilhører den fløj, der går ind for ægte demokratiske forandringer og en mere sekulær stat med liberal økonomi.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De to kandidater, der ser ud til at gå videre til anden runde, er ikke ligefrem personer, der har et klart budskab om pluralisme til vælgerne. Det Muslimske Broderskab, Mohammed Morsi, har lagt sig i spidsen godt efterfulgt af den tidligere præsident, Hosni Mubaraks tidligere premierminister, Ahmed Shafiq. Er valget så mellem en islamist og en repræsentant for det gamle regime? Det vil helt sikkert en række af de mest fremtrædende demokrati-tilhængere fra Tahrir-pladsen mene. Ikke uden grund. Og det er yderligere nedslående, at måske kun halvdelen af egypterne har stemt.

Nu er tingene ikke sort/hvide, heller ikke i Egypten. Morsi repræsenterer det broderskab, som var forbudt under Mubarak. En præsident af hans kaliber sammen med et islamisk domineret parlament er ikke nogen god nyhed. Morsi har ganske vist forladt sin tidligere radikale kurs under valget og har sagt, at han vil leve fredeligt med Israel. Men det er ikke lang tid siden, at tonerne var helt anderledes, hvor han kaldte israelerne for »vampyrer« og i det hele taget havde et syn på samfundet, der ligger milevidt fra det, revolutionen handlede om - nemlig frihed og demokratisk pluralisme i et sekulært samfund.

Hvis Morsi vinder anden valgrunde må han håbe, at hans transformation til demokrati-tilhænger er oprigtigt ment. For præsidenten får sammen med et parlament, der domineres af broderskabet og salafister, let ved at få en islamistisk dagsorden igennem, hvis det er det, han vil. Shafiq regnes for at være det gamle regimes mand, selv om han også har distanceret sig fra Mubarak. Men Morsi fører så klart, at det ser ud til, at han bliver Egyptens næste præsident.

Det er forstemmende, at valgets 2. runde står mellem en broderskabsperson og en fra det gamle regime. Det tyder på, at egypterne er dybt splittede mellem frygt for islamisme og frygt for det gamle regime. Det er endnu mere problematisk, at der måske kun er 50 procent, der har brugt deres demokratiske ret til at stemme, måske fordi kandidaterne har været for spredte og for ukonkrete og især fordi, at befolkningen stadig mener, at militæret ikke har sluppet kontrollen endnu og heller ikke agter at gøre det.

Valget giver ihvertfald et indblik i, at en demokratisk begyndelse altid er meget svær, fordi de kandidater, der melder sig på banen, ofte er politikere, der har stået på hvert sit sted under diktaturet. Militæret spiller stadig en stor rolle, og befolkningen har ikke tillid til, at de personer, der stiller op, siger det, de mener. Morsi har skiftet kurs så mange gange, at ingen rigtig er klar over, hvem han er. Broderskabet har ved de sidste valg fået en stor magt, fordi de var den eneste oppositionsgruppe, der var ordentlig organiseret. Hvis Morsi vinder 2. valgrunde får vi så et stærkt islamisk styre i Egypten. Hvor stærkt ved vi ikke endnu. Men frygten for, at Egypten også bliver islamistisk vil altid være til stede, selv om broderskabet forsikrer om det modsatte.