Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Efter seks måneder med Trump står verden stadig

»De, der havde afskrevet Trump som et underholdningsmoment tidligt i valgkampen, er chokeret vågnet op til en ny virkelighed.« Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Torsdag, er det seks måneder siden, Donald Trump overtog titlen som den frie verdens mægtigste mand. Under valgkampen var der ikke mange magthavere, medier eller meningsmålinger, der spåede den farverige forretningsmand mange chancer for at vinde posten som republikanernes præsidentkandidat – og da slet ikke selve præsidentvalget. Hvis Trump vitterligt blev nomineret, ville det være en smal sag for Hillary Clinton at feje ham af banen, hed det sig.

Sådan gik det som bekendt ikke, og alle de, der havde afskrevet Trump som et underholdningsmoment tidligt i valgkampen, er chokeret vågnet op til en ny virkelighed, hvor Det Hvide Hus ser betydeligt anderledes på en række dagsordener end ikke bare sin forgænger, men end de fleste vestlige demokratier. Trumps bagland bakker op om ham, men hans kritikere er flere og mere indædte, end det har været gældende for nogen præsident i nyere tid.

Umiddelbart er det også meget nemt at kritisere Trump. Hans valgkamp var præget af uskønne øjeblikke, hvor kandidaten til landets højeste embede fornærmede handicappede, kvinder og diverse etniske minoriteter, mens han kom med valgløfter som at bygge en mur til Mexico, indrejseforbud fra en række (muslimske) lande, stoppe USAs vej mod grøn energi for at vende tilbage til fossile brændstoffer samt droppe frihandelsaftaler. På samme måde udtalte han sig hånligt om EU, NATO og Klimaaftalen i Paris. Klimaforandringerne var ikke menneskeskabt – det var noget, kineserne havde fundet på for at få en handelsmæssig fordel over amerikanerne, sagde Trump.

Hans seks måneder som præsident har – foruden det forventede postyr, som en så farverig og utraditionel præsident helt naturligt medfører – været præget af den såkaldte Russiagate: Anklagen om, at medlemmer af Team Trump samarbejdede med den russiske regering for at vinde præsidentvalget.

Trump har ikke gjort sin sag bedre ved at fyre FBI-chefen James Comey, der efterforskede sagen, ligesom diverse mere eller mindre ustyrlige tweets er med til at forstærke billedet af en præsident, der ikke altid forekommer lige klart tænkende.

Men til Trumps forsvar skal det siges, at beslutningen om at fokusere på amerikansk industri fremfor frihandel såvel som at trække USA ud af Paris-aftalen er indfrielse af valgløfter. Set med europæiske øjne er det muligvis ukloge beslutninger, men Trump giver her vælgerne, hvad han har lovet dem.

Hvad angår Trumps kritik af NATO, er resten af medlemslandene nu mere indstillet på at hoste op med pengene, end de har været i mange år. Alt for længe har USA betalt for meget af gildet, mener Trump med rette, ligesom mange af hans forgængere for øvrigt gjorde det. Et NATO-medlemskab er ikke en gratis tryg plads under amerikanernes vinge – det forpligter. Og der har Trumps hårde udmeldinger virket. Desuden har præsidenten vist sig mere villig end sin forgænger, Barack Obama, til at intervenere i Syrien. Og uden amerikansk indblanding, er det svært at se en holdbar løsning på borgerkrigen.

Det er lykkedes præsident Trump at ryste systemet godt og grundigt. Men man må håbe, at han politisk har mere at byde på.