Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Efter katastrofen

Millioner er truet af sult i Østafrika, og svaret på spørgsmålet om, hvorvidt vi skal hjælpe, giver sig selv. Stater, der kan, skal hjælpe, og private, der kan, skal hjælpe - i det omfang deres pengepung tillader det, og deres samvittighed påbyder det.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er en akut nødsituation, og den kræver akut handling. Men grundlæggende handler det om noget andet. Grundlæggende handler det om - så vidt muligt - at undgå fremtidige katastrofer.

Det er ikke let. Den aktuelle tragedie bunder i den værste tørke i området i mere end 60 år, men forværres af, at den også rammer områder, der af menneskeskabte årsager er så lidt gearet til at håndtere katastrofer, som tænkes kan. Somalia, for eksempel, er en fejlslagen stat, uden et bare nogenlunde velfungerende centralt styre, lovløst og klanbefængt. En katastrofe i sig selv. Nogle områder af det ulykkelige land kontrolleres af en islamistisk milits, Al-Shabaab, der bl.a. boykotter FNs fødevareprogram, og samme terrororganisation har forbindelse til al-Qaeda, hvorfor USA sidste år indførte sanktioner mod de hjælpeorganisationer, der forsøgte at etablere et samarbejde.

USAs reaktion er forståelig, men den har måske forværret katastrofen. Måske har det også, som NGO-lederen John O’Shea forleden sagde til BBC, gjort ondt værre, at FN ikke i tide satte ind med en fredsbevarende mission. Måske kunne meget være gjort anderledes. Situationen fremstår, uanset hvad, som en kompliceret og uskøn cocktail af naturskabt elendighed, religiøs ekstremisme og storpolitik.

Vi skal undgå fremtidige katastrofer, ja, og der er ingen lette udveje. Hverken her og nu eller på længere sigt. Hverken på Afrikas Horn, i de andre dele af det østlige Afrika, der også er akut ramt, eller i Afrika, anskuet under ét. Men Vesten må og skal medvirke til at finde holdbare løsninger på de massive problemer, der, som det aktuelt sker, kulminerer i katastrofer.

Det vil være både fornuftigt og etisk rigtigt. Fornuftigt, fordi stabilitet og sikkerhed i Afrika indlysende også er i vores egen interesse (jævnfør de somaliske pirater). Etisk rigtigt, fordi alternativet til en vestlig tilgang er at gøre som Kina, der foretager enorme investeringer i afrikanske lande, uden smålig hensyntagen til demokrati og den slags og med udbredt brug af egen, medbragt arbejdskraft.

Vestens strategi har været en anden, nemlig at give udviklingshjælp, der er betinget af almindelige og rimelige krav om respekt for menneskerettigheder, demokratisk reformer, god regeringsførelse og så videre. Disse kerneværdier skal vi ikke give køb på. Men vi skal samtidig fastholde, at den positive vækst, der er alfa og omega for velfungerende samfund - i Afrika som alle andre steder - forudsætter, at kontinentet for alvor integreres i den globale økonomi. Det kræver en vilje til global samhandel, hvor handelsbarrierer og landbrugsstøtte minimeres. Hvor der ikke skabes flere barrierer end godt er for de afrikanske lande, der skal have hjælp til at hjælpe sig selv.

Lige nu er der en katastrofe der skal stoppes. Det er en simpel humanitær pligt at hjælpe. På længere sigt handler det om at bidrage til en positiv, katastrofeløs fremtid på det afrikanske kontinent. Her ligger den virkelig store opgave.