Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Drop illusionerne – terroren har forandret vores samfund

Foto: JAVIER ZORRILLA. Overalt i Catalonien og det øvrige soanien blev der lørdag holdt mindehøjtideligheder for ofrene for angrebet i Barcelona.
Læs mere
Fold sammen

»Lad ikke terroristerne vinde.« »Vi skal leve videre, som vi altid har gjort.« »Det vigtigste må være, at det ikke lykkes for terroren at undergrave de frie samfund.« Det er sætninger, vi har lært at kende. Det er besværgelser, man har hørt gang på gang over de seneste 15-20 år efter de altovervejende islamistiske terrorangreb, som har fundet sted i Vesten.

 

Senest kom terroren til Barcelona, på hovedstrøget La Rambla, hvor en varebil pløjede en større menneskemængde ned, dræbte 14 og sårede adskillige andre. Natten til fredag var der et nyt angreb i en by lidt uden for Barcelona. Kun hurtig indgriben fra spansk politis side sikrede tilsyneladende, at dette angreb ikke endte langt blodigere.

Efter hver terrorhandling gentages besværgelsen: »Vi må leve videre, som vi gjorde i går!« Men den er en illusion. Terroren har for længst forandret vore samfund på måder, som mange måske lever med. Men som bestemt må siges at være udtryk for, at meget er synligt anderledes, end tilfældet var ved f.eks. årtusindskiftet. Ved hvert gågadestrøg i større byer er der nu opstillet store betonklodser for at forhindre angreb. For siden Nice i fjor har vi som samfund lært, at ethvert køretøj kan forvandles til et mordvåben, hvis en terrorist sætter sig bag rattet. Hvor vil det ende? Med totalafspærringer af alle europæiske bymidter? Vi ser, at bevogtningen af særligt udpegede, potentielle mål er voldsomt forstærket. Det gælder f.eks. jødiske institutioner.

Vi ser, at dansk ungdom ved begivenheder som f.eks. Roskilde Festival nu mødes af befæstede afspærringer og maskinpistolbevæbnet politi. For de unges sikkerheds skyld, naturligvis, men at påstå, at livet går uændret videre er indbildning af værste skuffe. Vi ser, at en flyvetur indebærer drakoniske sikkerhedsforanstaltninger, som ikke fandtes i 1990erne. Vi ser, at man ved Folkemødet på Bornholm måtte gennemføre en slags grænsebevogtning med ID-kontrol ved indrejse på øen. Vi ser, at det har været nødvendigt at etablere midlertidig kontrol ved den dansk-tyske grænse, fordi der stadig ikke er styr på Europas ydre grænser.

Rundt om i nogle af de storbyer og lande i Europa, der har været hårdest ramt af terroren, er symptomerne på et liv, der bestemt ikke går uændret videre, endnu mere synlige end herhjemme. Eksempelvis med massiv politibevogtning overalt. Og i det slemt terrorpåvirkede Frankrig tilmed en undtagelsestilstand, der snart har eksisteret i to år, og som giver myndighederne adskillige udvidede beføjelser. F.eks. kan man indføre udgangsforbud i nogle områder, oprette sikkerhedszoner, lukke offentlige mødesteder og gennemføre ransagninger uden dommerkendelse.

Det er derfor på tide, at vi bringer os selv ud af den vildfarelse, at vi lever videre, som om terroren ikke var hændt. Det er på tide, at vi vrister os fri af illusionen om, at terroren ikke har forandret os og vore samfund. At den ikke har virket. For den fulde erkendelse af, at terroren faktisk har virket, at de frie samfund er uigenkaldeligt forandrede, er forudsætningen for en realistisk diskussion om, hvorvidt vi finder disse forandringer acceptable. Om de forholdsregler, man af indlysende grunde har måttet tage, og som er synlige i de fleste europæiske borgeres liv, også på længere sigt er de rigtige redskaber, hvis idealet usvækket er, at terroren til syvende og sidst ikke må ødelægge frie menneskers livsformer i de frie samfund.