Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Dronningen bevare Danmark

Dronningens nytårstale 2015. Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

En kendt dansker sidder sikkert og lægger sidste hånd på sin nytårstale lige nu. Alle andre danskere vil inden længe samles og kommentere buketterne, papirerne og nerverne. Og de danske medier vil i det næste par døgn lægge spalter til både ris og ros og evindelige spørgsmål om monarkiets berettigelse.

Men ét spørgsmål står altid tilbage: Hvorfor skal netop hun sidde der og belære os? Og svaret er slet og ret: Fordi vi danskere selv vil det. Fordi du og jeg lader hende gøre det.

Dronning Margrethe er ikke »privilegeret« med noget som helst. Hun er snarere den mindst frie af alle med uplettet straffeattest. Hun må ikke stemme på nogen, ikke tage parti for nogen, ikke lægge sig ud med nogen. Når man har set serien »The Crown« om hendes britiske kollega, vil man kende lidt til følelserne omkring embedet. Monarker må tage til takke med et liv i hver eneste statsborgers tjeneste – kloge som knap så kloge, smarte som dumme.

Hun mener alligevel noget. Dronningen bruger kunst som ventil ud af den politiske og sociale ufriheds overtryk. Og hun bruger af og til ord, giver ikke sjældent svar på tiltale, siger faktisk en hel masse sommetider – men imponerende nok uden at kunne fanges i politisk stillingtagen. Og hvordan hun end balancerer, er det altid med et ekstra lod af menneskelighed oven i skålen.

Især udfordringerne fra og til mennesker udefra interesserer hende – sikkert fordi hun har haft dem tæt inde på livet. Vi husker allesammen hendes fortælling om »vores danske humor« og de »dumsmarte bemærkninger« fra nytårstalen i 1984. Eller hendes ord om »en gold og afvisende nationalisme« og den voksende »ringeagt« for de »anderledes« fra talen i 1992. Og hun har senest været portrætteret i Thomas Larsens store interviewbog og viste sig her som realist. »Det er ikke en naturlov, at man bliver dansker af at bo i Danmark.« Sagde hun!

Dagbladet Politiken udpegede hende for nylig som nummer 11 på listen over danske meningsdannere med størst indflydelse. En indflydelse, hun har bygget op gennem mange år. Alene ved ikke at sige ret meget forkert. Men det er også en indflydelse, vi selv har givet hende. Sikkert fordi vi føler et voksende behov for præcis den slags fællesskab. Vi hører hende skelne det vigtige i livet fra det uvigtige og får selv tænkt efter – og vi mærker straks det livgivende i dialogen med dem, der har hørt det samme.

Da kejser Hirohito 15. august 1945 annoncerede Japans nederlag i Anden Verdenskrig, skete det over radioen. Fotografier fra den dag viser hans landsmænd stå med bøjede hoveder foran modtagerne. Den almindelige japaner forstod bare ikke et muk af selve talen. Kejseren havde henvendt sig til sine undersåtter i en meget gammel udgave af det japanske sprog stort set uden forbindelse til den moderne virkelighed. Det magiske ved monarker i moderne samfund ligger i deres dobbeltrolle. At de på én gang er øverst og nederst. At de på én gang er overhoved og ingenting. En fyret monark kan ende som verdens mest hjemløse menneske.

Men lige præcis Dronningen følger samtidig et gammelt ideal for samfundets spidser – et ideal om engagement, om aktiv deltagelse i samfundet, om god balance mellem ret og pligt. Og hun viser dermed vejen for alle dem, der er det moderne Danmarks egentlige spidser. Nemlig os selv.