Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Drab er drab

»At kræve en hurtig og smertefri død er velfærdsstaten gået over gevind. Man gør alt andet lige andre til mordere i guds og hvermands øjne. Hvem kan i sidste ende overskue konsekvenserne af det – også psykologisk?«

Den 9. april begik Mogens Arlund medlidenhedsdrab på sin hustru. Han er netop blevet idømt 50 dages betinget fængsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Malene Anthony Nielsen

Afgørelsen faldt mandag efter middag: En 78-årig enkemand blev ved retten i Helsingør idømt 50 dages betinget fængsel for medlidenhedsdrab. Han gav sin 71-årige hustru 20 sovepiller på Glostrup Hospitals klinik for rygmarvslidelser i Hornbæk. Sagen blev behandlet som en tilståelsessag.

Retten kan i den slags sager gøre brug af to forskellige paragraffer. Enten paragraf 239:

»Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år.« Eller paragraf 240:

»Den, som medvirker til, at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.«

Dommen i Helsingør lægger sig parallelt med flere andre fra de seneste år. Man dømmer dem, der har hjulpet andre af med livet – men holder igen med selve straffen. Sager fra henholdsvis 1993 og 2004 endte begge med betingede fængselsstraffe af kortere varighed.

Emnet som sådan hører til de sværeste af alle. Ingen spørgsmål er vel forbundet med flere følelser: Hvordan vi kommer til denne verden. Og hvordan vi kommer ud igen. Både dommen i Helsingør og alle de andre forekommer helt rigtige. Man har fulgt lovens ånd og bogstav og tager ellers det nødvendige hensyn.

For loven som sådan skal ikke laves om. Aktiv dødshjælp er og bliver drab og dermed en forbrydelse. Selv om tiltalte kan bevise offerets ønske om en hurtig og smertefri død, vil man aldrig kende alle omstændigheder bag ønsket. Syge mennesker er svage mennesker og kan ikke nødvendigvis skelne mellem deres eget fromme ønske og en bebyrdet omverdens knap så fromme ønske – for nu at tage et skræmmeeksempel. At yderst civiliserede lande som Holland og Schweiz finder den gråzone ufarlig, forbliver meget mærkeligt.

Men det rigtig svære kommer først nu. Det handler om ansvar. Om os selv. Hvis man er vågen og ved sine fulde fem – vågen nok til at kunne bede andre om hjælp – så kan man også tage det sidste skridt selv. Udfordringen her er indlysende nok den smerte, man føler ved det hele. Smerte i både psykologisk og måske fysiologisk forstand. Den døende skal finde en metode og udholde processen. Men hvor hensigtsmæssigt er det at påføre sundhedspersonale, ægtefæller eller børn den smerte?

Nøgleordet må være individets eget ansvar. Fødsel og død er nu engang tilværelsens nødvendige grænseovergange. At ingen af os passerer de grænser uden smerte, er et af livets grundvilkår.

Man ved samtidig, at der er tilfælde, hvor de nærmeste forbarmer sig og foretager sig noget ulovligt. Sådan som det muligvis sker hver eneste dag over hele landet. Uden at vi hører om det. Kulance har altid været et af sundhedssektorens fineste træk og har sikkert ført til aktiv dødshjælp af og til.

Hvad man ikke kan, er at kræve den slags af andre. At kræve en hurtig og smertefri død er velfærdsstaten gået over gevind. Man gør alt andet lige andre til mordere i guds og hvermands øjne. Hvem kan i sidste ende overskue konsekvenserne af det – også psykologisk?