Er det en licens-finansieret virksomheds opgave at vise programmer, der har en klar politisk agenda? Og kan man i en sådan virksomhed have medarbejdere siddende, som bruger deres position og magt til at bekæmpe bestemte politiske partier?

Ja, åbenbart. I hvert fald frem til 2012, hvor Ingolf Gabold trak sig tilbage efter at have siddet som DRs dramachef i mere end et årti. I den periode lykkedes det ham at gøre flere af DRs mest populære dramaserier til personlige politiske projekter. Sidst, men ikke mindst med den stærkt omdiskuterede serie »1864«, der ifølge dramachefen var et direkte angreb mod Dansk Folkepartis politik – orkestreret af Gabold selv.

Nu er det jo nemt for den tidligere DR-chef at sidde i sit otium og gøre sig selv vigtigere, end han rent faktisk var. Men der er næppe nogen tvivl om, at Ingolf Gabold i sin periode på DR havde endog enorm indflydelse på, hvad vi som seere skulle sidde og se af TV-drama i den bedste sendetid. Samtidig lykkedes det for DR i Gabolds periode at slå sig fri af det omklamrende dilettant-image i serier, som blandt andet »Gøngehøvdingen« og »Ugeavisen« havde placeret stationen i, og rent faktisk skabe internationalt anerkendte serier, f.eks. »Sommer«, »Forbrydelsen« og »Borgen« for blot at nævne et par stykker.

En succes som især var Gabolds fortjeneste og med til at sætte ham i en nærmest urørlig position, hvor ingen skulle eller turde diktere ham noget eller blot stille spørgsmål ved hans handlinger.

Sagen efterlader ikke blot os alle med en dårlig smag i munden, når det gælder tidligere tiders diskussion om »DRs røde lejesvende«. Den stiller samtidig det åbenlyse spørgsmål: Er DR overhovedet »hele Danmarks Radio« som instituionen selv påstår i sine endeløse TV- og radio-spots, eller er DR reelt en virksomhed, der ganske vist er finansieret af os alle, men alligevel arbejder med en skjult politisk agenda, som kun passer bestemte dele af befolkningen? Alene det, at tvivlen er til stede, er et kæmpe problem for DR og er ikke med til at underbygge den vision om »sammenhængskraft« som ellers er blevet et mantra for generaldirektøren.

Selvfølgelig er det svært helt at undgå politisering, hvis man dramamæssigt vil beskrive et stykke samtidshistorie. Der skal ikke herske tvivl om, at der altid skal være stor kunstnerisk frihed til at skabe sit eget værk – det gælder også TV-serier på DR. Men hvad angår eksempelvis »1864« så tilhørte den kunstneriske frihed instruktøren Ole Bornedal. Ingolf Gabold opfattede sig måske som en sådan, men han var ikke kunstner. Han var en embedsmand, der på vegne af DR manipulerede sine egne politiske holdninger frem.

Ingolf Gabold efterlader nu sin tidligere arbejdsgiver og sin efterfølger, Piv Bernth, i den dårligst tænkelige situation. Fremover vil vi alle sidde klokken 20 søndag aften og vurdere om statsradiofonien nu igen er ude i et nyt politisk ærinde. DRs dramaserier er dermed blevet en værdipolitisk kampplads og det kan blive enden på den bølge af succes, som genren har haft indtil nu.