Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Dobbeltspillet i Genève

»Europæerne har ladet sig narre ind i et stormagtspil, der lader både den syriske og den europæiske befolkning i stikken.«

Det er altid dårligt nyt, når Rusland foretager sig noget uventet. Den militære tilbagetrækning fra Syrien søges forklaret på mange måder. At Moskva er ved at løbe tør for penge og derfor ikke kan fortsætte den direkte støtte til præsident Assad med fly og soldater. At formålet med den militære mission er nået, og Assad sidder sikkert i sadlen, og at det er årsagen til den militære tilbagetrækning. Eller at Rusland har opdaget, at Moskva bliver trukket rundt ved næsen af den syriske præsident, og at Bashar al-Assad ikke er indstillet på en fredelig udgang på den blodige krig, der har sendt millioner på flugt fra Syrien, ved f.eks. at gå i eksil.

Ingen ved det. For den russiske præsident Vladimir Putin er ikke en mand, der betror sig til offentligheden og klynker på de sociale medier. Men hvis det er det sidste, der er årsagen, er det ikke første gang, at en regional stormagt må indse, at manden i Damaskus er stærkere, end man tror. Tyrkiets præsident Recep Erdogan har forlængst konstateret, at Assad ikke bøjer sig for andet end brutal overmagt. Derfor kan man håbe, at der også i Kreml foregår en eller anden form for selvransagelse, selv om det nok er for meget forlangt. For det er ikke usandsynligt, at en del af forklaringen er det sidste: At Assad har spillet et dygtigt magtspil og ladet russerne forstå, at han regner med deres ubetingede støtte til gengæld for de militære baser, de har i området.

Men det efterlader EU med et problem. For hvis nogen er blevet trukket rundt i manegen, så er det europæerne. Man kan være sikker på, at Rusland ikke ønsker Assad fjernet, før der er en garanti for, at den, der kommer bagefter, også vil støtte Ruslands interesser. USA har til gengæld for at slippe for en ny militær intervention oversolgt et helt andet budskab. Det lød, at Rusland havde indvilget i at tvinge Assad til at gå i eksil. USAs udenrigsminister, John Kerry, har flere gange antydet, at det var det, der var en forståelse for i forhandlingerne med Moskva.

Problemet har bare hele tiden været, at det aldrig har manifesteret sig i forhandlingerne. FN har som sædvanlig fået den utaknemmelige opgave at forestå en slags penduldiplomati mellem Damaskus og Genève for at få stormagternes mere eller mindre løse aftaler ført ud i livet. Det har ikke været nogen nem opgave. For Rusland har kørt sit eget løb. I bedste fald har det hele bare været et spil for galleriet for at berolige offentligheden i USA og Europa, mens Assad endnu en gang kunne løbe om hjørner med hele verden.

EU må påtage sig et større ansvar for at få lagt pres på Assad. Det er europæerne, der bliver løbet over ende af millioner af flygtninge. Europæerne har været vant til, at det er stormagterne, der spiller rollerne i sådanne situationer. Men sådan er det ikke mere. Europæerne har ladet sig narre ind i et stormagtspil, der lader både den syriske og den europæiske befolkning i stikken. Måske kan den russiske tilbagetrækning få EU til at indse, at hvis ikke der sker en alvorlig udvikling i Genève, bliver Europa løbet over ende. Det er på tide, at EU optræder som det, man gerne vil være: En samlet stormagt med indflydelse. Og ikke som et vedhæng til stormagter, der egentlig ikke vil løse en konflikt.