Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

DF og S i forening: Nej, nej og atter nej

»Stram udlændingepolitik, slap udgiftspolitik og ikke et ord om, hvordan fremtidens regninger skal betales.«

:DF og S er åbne for at regere sammen. Hverken Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet vil afvise, at partierne kan indgå i samme regering. Og dermed får Løkke en kold skulder, fastslår kommentator. Arkivfoto: Åbningsdebat i Folketinget. Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen under åbningsdebatten i Folketinget torsdag d. 6 oktober 2016. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Som en truende skabning er et nyt fænomen dukket op i det politiske ørkenlandskab. Den såkaldte velfærdskoalition med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i tæt samarbejde er ved at materialisere sig. Forleden genlød Christiansborgs gange derfor af skræmte gys, fordi Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl og socialdemokraternes Mette Frederiksen sad side om side i et interview med fagforeningen 3F. Især vakte det opsigt, at ingen af de to partiledere afviste at danne regering sammen. Kristian Thulesen Dahl så tværtimod frem til at samarbejde med Socialdemokraterne »på et helt andet niveau«, end de to partier har gjort tidligere.

Romancen mellem de to partier er forventelig. Socialdemokraterne har tydeligvis indset, at partiet ikke kan bygge sin fremtid på de røde partier og de Radikale, som er uenige om stort set alt fra den økonomiske politik over EU- og udenrigspolitik til udlændingepolitik. Skal Socialdemokraterne have en chance for at vende tilbage til magten på et solidere fundament, end Helle Thorning-Schmidts løftebrudsregering sad på, skal afstanden til Dansk Folkeparti minimeres.

På udlændingepolitikken skal der ikke slippe lys gennem samlingen mellem de to partier. Kun på den måde kan Mette Frederiksen håbe på at gense nogle af de socialdemokratiske vælgere, som har været udlånt til Dansk Folkeparti i de senere år.

Præcis det perspektiv vil Dansk Folkeparti gerne undgå. Thulesen Dahl må derfor lægge sig tæt op ad den velfærdspolitik, som Socialdemokraterne står for. Hvilket vil sige høje overførselsindkomster til det flertal af danskere i den arbejdsduelige alder, som lever af naboens penge – dog undtaget indvandrere og østeuropæere. Der må ikke ses lys i samlingen mellem de to partiers velfærdspolitik. Velfærdskoalitionens grundlag består således af stram udlændingepolitik, slap udgiftspolitik og ikke et ord om, hvordan fremtidens regninger skal betales. Kun én ting er de to partier om: De »allerrigeste«, som i denne sammenhæng betyder ejere af højt vurderede boliger i især hovedstadsområdet, skal ikke slippe billigere. Tværtimod skal de i kroner og øre betale langt mere, når Folketinget ophæver skattestoppet.

Det, der kendetegner den nye S-DF-koalition, er enigheden om at sige nej til regeringens forslag. Især siger man nej, nej og atter nej til forslag, som kan øge væksten, blandt andet skattelettelser. Det er et paradoks, der er så gammelt som Socialdemokratiet selv, at man hellere vil nøjes med lavere vækst og færre penge til velfærd for de trængende end at risikere, at de dygtigste og flittigste medborgere opnår mere fremgang, end man selv gør.

Det var den reformangst kombineret med simpel misundelse, der i Anker Jørgensens tid ødelagde dansk økonomi, men lykkeligvis også banede vejen for borgerlige regeringer i 22 af de forløbne snart 35 år.

Dansk Folkeparti har siden 2001 mange gange båret vigtige og vanskelige reformer. Det har tjent partiet og landet godt. Forhåbentlig finder statsministeren og Kristian Thulesen Dahl en vej, så Dansk Folkeparti atter kan sige ja til vækst.

Læs også: Ankers Danmark - hvem vil bytte?