Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det svage Europa

»Det er i denne sump af manglende koordinerende indsatser og manglende lederskab, at terrorbevægelserne foreløbig har vundet kampen.«

Efter de utallige terroraktioner i Europa de seneste år er der vist ingen tvivl tilbage. Radikale islamiske bevægelser har erklæret krig mod Vesten. Derfor er Vesten også i krig. Det er en brutal opvågnen for alle, men en nødvendig erkendelse, hvis vi skal have en chance for politisk og kulturelt at overleve. Spørgsmålet er, hvordan vi fører denne krig. For der er ikke noget enkelt svar på det spørgsmål.

Terrorbevægelserne benytter sig af et enkelt kneb: Frygt i svage samfund. De skaber i Mellemøsten et billede af sig selv som uovervindelige, og de understreger med deres terroraktioner det signal, de vil sende: At de kan ramme deres fjender hvor som helst og hvornår, de ønsker det. Det giver deres strategi succes og en grobund for, at terroristerne kan rekruttere svage muslimer både i den arabiske og den vestlige verden.

Terror i Bruxelles

De svage vestlige lande har ikke et svar på udfordringerne. Jo, man har bombet terrorbevægelsernes områder i Syrien og Irak. Og de vestlige nationer har forsøgt at opbygge koalitioner sammen med arabiske lande. Men alt det har ikke haft den fornødne effekt af den simple grund, at folk i nærområderne enten ikke har haft en tilstrækkelig interesse i at kæmpe mod terroristerne. Eller også har de haft mere end nok at gøre med at udkæmpe deres egne kampe i hjemlandene. To nøglelande er stadig svækket efter borgerkrigene – Syrien og Irak, som på hver sin måde spiller en afgørende rolle, hvis der skal gøres en effektiv indsats mod radikaliseringen.

Det er i denne sump af manglende koordinerende indsatser og manglende lederskab, at terrorbevægelserne foreløbig har vundet kampen. De har ingen farlige fjender med et Mellemøsten i opløsning, et EU, der ikke kan beslutte noget som helst og et USA i evig valgkamp sammen med et Rusland med sin egen dagsorden. Terroristerne udnytter, at de vestlige lande er lige så svage, som mange af de arabiske er det.

Vesten skal opretholde det maksimale pres på terrorbevægelserne i samarbejde med USA. Men EU kommer ikke udenom at tage langt flere initiativer både inden for og uden for EU. Europæerne vil frygtelig gerne have en fælles udenrigspolitik. Men konstruktionen er så tynd, at man overlader alle initiativer til Rusland og USA. Hvis de europæiske lande vil overleve kampen mod terror, skal der en mere målrettet indsats til. Den fælles indsats skal styrkes. Både internt og eksternt.

Hvis ekstremismen skal knuses, skal de arabiske lande ind i en tæt dialog med EU. I øjeblikket mener de, at de ikke vinder noget ved det, fordi EU er en diffus størrelse for dem. Så det europæiske samarbejde står virkelig sin prøve i disse år med masseindvandring og krigen mod terror. EU står oftest på sidelinjen. Det er de gamle stormagter, der dirigerer slagets gang ud fra de magtpositioner, de er interesseret i. Hvis europæerne vil vinde kampen, skal situationen tages mere alvorligt. Det er en brutal krig med krigens midler. Og det kræver et stærkt samarbejde, hvis det skal lykkes.