Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det røde loppecirkus gør det svært at forestille sig en S-regering

Uffe Elbæk, der her ses under sidste års kommunalvalg, har nu statsministerambitioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Det er en besynderlig situation, Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har bragt sig selv i. Dem, hun har satset på som sine venner og politisk allierede, springer som lopper i alle retninger, jo tættere vi kommer på et valg til Folketinget. Og jo mere S-formanden åbner munden, des mere springer de.

Først var det Enhedslisten, der havde travlt med at tegne røde linjer, som detaljeret definerer, hvornår de vil vælte en eventuel kommende socialdemokratisk statsminister.

Så var det den radikale leder Morten Østergaard, der efter et historisk brud mellem Socialdemokratiet og Radikale, hævede pegefingeren og stemmen med en advarsel om, at Mette Frederiksen bestemt ikke skulle tage de radikale stemmer for givet. De Radikale kræver tydelige fingeraftryk på en socialdemokratisk mindretalsregering.

Og senest har Alternativets leder og kaospilot, Uffe Elbæk, der ellers var på vej på en selvvalgt pension, sagt, at han selv vil være statsminister. Det gruppekrammende venstrefløjsparti vil hverken pege på Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. Elbæk for president.

Det sidste kan man grine af, eller som SFs Karsten Hønge sige, at Elbæk har mindre chancer for at blive statsminister end en snemand har i helvede. Men for Mette Frederiksens muligheder for at kunne danne regering efter et valg, kan Elbæks statsministerdrømme blive en alvorlig trussel.

»Det gruppekrammende venstrefløjsparti vil hverken pege på Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. Elbæk for president.«


Frem til valget må hun bruge alle sine kræfter på at få lopperne tilbage i sækken igen. Lige nu fører rød blok - hvis man stadig kan kalde den det. Men det store spørgsmål er, hvilken politik, Mette Frederiksen kommer til at stå i spidsen for, hvis det skulle lykkes at få udleveret nøglerne til Statsministeriet. Det kan gå i alle retninger i forhold til, hvem der lige beslutter sig for at true hende med mistillidsvotum den ene dag eller den næste.

Ser det bedre ud i den blå lejr? Overhovedet ikke, vil mange sige. Der er i den grad opbrud i dansk politik, og Dansk Folkeparti har sat sig for i et konstant flow at flirte med tanken om at skifte side til rød blok og at dyrke modsætningerne til Liberal Alliance frem for lighederne.

Ifølge DFs leder Kristian Thulesen Dahl skal Liberal Alliance ikke have nogen som helst indflydelse på en eventuel Venstre-ledet regering efter valget, hvilket må siges at være en ret særegen melding fra et parti, der tidligere selv måtte lide under at være sat uden for indflydelse.

Alligevel er der trods forskellene og trods store kriser de seneste år et grundlæggende større politisk fodslag i blå blok, både når det gælder den økonomiske politik og værdipolitikken. Men forudsætningen for,. at de kan finde sammen igen, er at der er en vilje til det.

Politiske ledere taler ofte om at bryde blokkene ned - en smuk tanke i det brede samarbejdende folkestyres navn. Men det er ikke sandsynligt at det sker, fordi det grundlæggende strider mod den konkurrence om vælgernes gunst, som demokratiet er bygget op om. Og det er heller ikke ønskværdigt, fordi en bred midterpolitik har det med at være ensbetydende med stilstand og meget beskeden vilje til at gennemføre reformer.