Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det muliges kunst

»Det var et stort svigt, da den tidligere regering lempede reglerne og fjernede ethvert incitament for en gruppe af kontanthjælpsmodtagere til at tage et job.«

Et par hundrede flere i job og et provenu til den slunkne statskasse på bare 350 millioner kroner er ikke alverden. Og slet ikke i forhold til, hvor vigtig beskæringen af ydelser til kontanthjælpsmodtagere er, hvor meget det haster med at øge tilskyndelsen til at arbejde, og hvor meget emnet fyldte i valgkampen. Derfor må regeringens udspil til et kontanthjælpsloft mest af alt betragtes som det muliges kunst. Det er den justering, som beskæftigelsesministeren har vurderet, at det er muligt at få vedtaget med stemmer fra både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative. Andre flertalsmuligheder findes angiveligt ikke i Folketinget, når det gælder om at begrænse ydelserne. Rød blok er for længst stået af.

Udover at Venstre holder, hvad partiet lovede, er det et gode, at loftet trods alt betyder, at det bliver lidt mere økonomisk attraktivt for ægtepar på kontanthjælp at tage et job. Det er også godt, at det nu gøres klart, at kontanthjælpsmodtagere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet hele tiden og ikke skal kunne melde sig ud af systemet i ferierne. Det er også på tide, at man genindfører den såkaldte 225 timers regel, som betyder, at ægtepar på kontanthjælp skal dokumentere en vis mængde arbejde for at kunne opretholde deres ydelse.

Kontanthjælp skal være en midlertidig hjælp, som man kan få, når alt andet glipper, indtil man finder sig et job. Men for alt for mange er den blevet et mere eller mindre permanent livsgrundlag. Det går både ud over den enkelte ledige, der ikke bliver stillet krav til, og alle andre, som skal betale for forsørgelsen over skatten. Det var et stort svigt, da den tidligere regering lempede reglerne og fjernede ethvert incitament for en gruppe af kontanthjælpsmodtagere til at tage et job.

I det overordnede billede virker regeringens udspil dog ikke voldsomt ambitiøst, og i mellemtiden er udfordringen kun vokset i takt med, at der kommer langt flere flygtninge til landet, som på den ene eller anden måde skal i job, når de har fået asyl. Det næste trin i bestræbelserne på, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, falder til foråret, hvor regeringen vil præsentere en skattereform. Men hvis det kun er provenuet fra kontanthjælpsloftet, der afsættes til at lette i bunden, bliver den en lettelse uden betydning.

Venstre har tidligere fremhævet de reformer, der fandt sted i Sverige under den tidligere borgerlige regering som et forbillede. Her lykkedes det gennem en nedsættelse af overførslerne og en kraftig forhøjelse af beskæftigelsesfradraget at øge incitamentet til arbejde betydeligt. Før valget præsenterede Dansk Arbejdsgiverforening med den nuværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen i spidsen en række visionære reformer af overførselsindkomsterne, som ville kunne gøre et større indhug i køen af arbejdsløse uden eller med meget lidt uddannelse. De tanker burde man finde frem igen og sætte ambitionerne lidt højere. Indtil videre spiller klaveret efter kompromisets og det muliges kunst.