Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det fine og populære i samme båd

Stort set alle musicals i verden er båret af private midler. De hviler i sig selv. Anderledes med opera. Musicalens finkulturelle fætter sættes næsten altid op for skattekroner.

Læs mere
Fold sammen

Musical er fest og glade dage. Nogle elsker de sentimentale sange og store danseoptrin. Andre hader den populære genre og slukker ved selv det mindste varsel om »Chess« eller »Miss Saigon«. Hvis man hører til haderne, kan man sagtens blive fri – også rent økonomisk. For stort set alle musicals i verden er båret af private midler. De hviler i sig selv.

Anderledes med opera. Musicalens finkulturelle fætter sættes næsten altid op for skattekroner. For selv om dens lyd og lys koster det samme, så er dens publikum ikke nær så stort.

Forskellen på de populære ting og de finere tiltag har været kendt i et par hundrede år og altid været lidt af en udfordring. København får for eksempel hele to templer med fokus på musical inden længe: Royal Arena på Amager designes til musical og bliver et af landets største spillesteder. Og den navnkundige Falconer Salen på Frederiksberg vil inden længe satse stort på musical. Den danske hovedstad vil meget snart være lidt af en musicalhovedstad med mulighed for flere end 10.000 sæder hver eneste aften.

Hvordan stiller de nye vilkår et sted som Det Kongelige Teater? Kan nationalscenen tage kampen op? Eller skal den bare lade sig inspirere? Arrangørerne bag de mange musicals er ikke bange for konkurrence. Hverken for konkurrence indbyrdes eller fra statsstøttede institutioner. Thomas Langkjær hører til Danmarks mest succesfulde musicalmænd og bad ligefrem om mere konkurrence i Berlingske forleden: »Ja tak til masser af statsstøttet scenekunst!« sagde han.

Hans bøn er yderst sympatisk. Men statsstøttet musical ville ikke have gang på jord. Skattekroner hverken kan eller skal bruges til en genre, der tjener sig selv ind. Skattekroner skal ikke bruges til musicalens hvide sukker – men til knap så forarbejdede kulhydrater af kvalitet.

Loven levner heller ikke umiddelbart Det Kongelige Teater de helt store muligheder for opsætning af musical: Teatret skal »uden ensidighed producere et repertoire af høj kunstnerisk kvalitet inden for ballet, opera og skuespil«, står der.

Musicals på statspenge skal altså kun i meget begrænset omfang konkurrere med private aktører på området, og sådan skal det fortsat være! Og private aktører river ikke umiddelbart underlaget væk fra operaernes divoer og divaer. Hvis folk har set »Shrek«, går de som regel direkte videre til »Shrek 2« – ikke til Puccinis studier i de ægteskabelige trakasserier.

De statslige institutioner forbliver alligevel langt større end de private. Også selv om de altså har så langt det mindste publikum på en gennemsnitsforestilling. En nylig undersøgelse fra Tyskland viser lidt om størrelsesforholdet: Landet bruger knap 18 milliarder kroner på offentlig finansieret musik. Private foretagender omsætter til sammenligning for omkring tre milliarder kroner. Skattefinansieret musik er altså seks gange større end underholdning med almindelig investeringskapital i ryggen.

To svar på Københavns kommende udfordring kunne være inspiration og facilitering. Det Kongelige Teater kunne sætte de gamle operaer op med flere farver på paletten. Og måske arbejde aktivt for et samarbejde med private aktører om lån af Dokøens scener til musicals. Det ville skæppe lidt i statens evigt slunkne kasse og måske afmystificere huset en smule. »Phantom of the Opera« på ... Operaen!