Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det er ikke personligt ment

»Trods sine mange år som dansk statsborger har Prinsgemalen tilsyneladende ikke forstået det grundvilkår, som monarkiet og hans selvvalgte tilværelse bygger på.«

2015. Fra det royale sommertogt, Vejle Havn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Dronning Margrethes ægtemand, prins Henrik, som tituleres Prinsgemalen, vil hellere kaldes konge eller kongegemal. Det fremgår af et interview i den franske avis Le Figaro, hvorfra historien er nået til Danmark.

Prinsgemalens ønske om at blive tituleret som ligeværdig med sin hustru er ikke nogen nyhed. Prinsen har mange gange før givet udtryk for, at han føler sig diskrimineret. En kvinde, der gifter sig med en konge, bliver automatisk dronning og tituleres som majestæt.

Prinsen føjer til, at diskriminering i monarkiet ikke rimer med danskernes holdninger til blandt andet ligestilling mellem kønnene. Prinsgemalen har fuldstændig ret i, at uligestillingen mellem kvindelige og mandlige ægtefæller til regerende monarker absolut ikke er i tråd med samfundets almindelige ønske om ligestilling.

Men selv om valget af monarki som styreform er en demokratisk, grundlovssikret beslutning, er monarkiet i sin konstruktion det modsatte af demokratisk og ligestillende. Trods sine mange år som dansk statsborger har Prinsgemalen tilsyneladende ikke forstået det grundvilkår, som monarkiet og hans selvvalgte tilværelse bygger på, nemlig særbehandling og fravær af demokratiske rettigheder.

Det er monarkiets kontinuitet, dets særlige (udemokratiske) indhold, som sammen med Dronningens og den kongelige families kloge administration af privilegier og forpligtelser på trods af al uligestilling samler det meste af befolkningen.

Prinsgemalens insisterende ønske om at blive kaldt noget finere er faktisk en af meget få anledninger til overhovedet at diskutere monarkiets værdi. Prinsens offentlige udtalelser viser, at han ikke har accepteret fraværet af ikke blot ligestilling, men også fravær af ytringsfrihed.

Kongehusets medlemmer udtaler sig ikke om politik, og spørgsmålet om regentens ægtefælles status er i høj grad politisk. Fraværet af fuld ytringsfrihed er en del af den samlede pakke.

Der er flere grunde til, at prins Henrik ikke får sit ønske om at blive konge opfyldt. Der er statsretlige problemstillinger, men først og fremmest traditionen stiller sig i vejen.

Som prinsgemal deler prins Henrik skæbne med andre mænd, der giftede sig med regenter. Tænk blot på den nuværende prinsgemal i England, Philip, eller forgængeren, Albert, der var gift med dronning Victoria, og som trods sin prinsetitel efterlod sig tydelige aftryk. I Holland klarede den tyske diplomat Claus von Amsberg sig gennem et helt voksenliv som prinsen, der var gift med dronningen, Beatrix.

I interviews og i andre sammenhænge har danskerne lært prins Henrik at kende som et både humoristisk, varmt og vidende menneske med betydelige kunstneriske kvaliteter.

Prinsen har også vist sig som et selvstændigt menneske, med en selvfølelse, som sikkert gør det svært at acceptere rollen som prinsgemal nogle skridt bag Dronningen.

Men konge bliver han aldrig. Konstateringen er ikke personligt ment, men sådan er det bare i dette land, hvor en ellers veloplyst og demokratisk sindet befolkning heldigvis insisterer på monarkiet med alle dets uligheder og traditioner.