Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det egyptiske dilemma

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At dømme efter de foreløbige meldinger - og ja, lad os være ærlige, meget forsigtige, forudsigelige fordømmelser af militærkuppet i Egypten, har det været meget svært, måske specielt i mange vestlige hovedstæder, at formulere en fuldstændig tindrende klar holdning til magtovertagelsen. Og med god grund. Efter blot et år som præsident blev Mohamed Morsi - den helt og aldeles folkevalgte af slagsen ved de første frie valg i siger og skriver Egyptens 5.000-årige historie - væltet af forsvarets helt åbenlyst meget mere magtfulde, men så absolut slet ikke folkevalgte, generaler. Selv om Mohamed Morsi med rette er blevet heftigt kritiseret for at have fejlet totalt og indskrænket friheden i Egypten, for dårlig økonomisk styring og kraftigt forringede levevilkår for den almindelige egyptiske befolkning, var han imidlertid stadig landets demokratisk set legitime leder. Den slags hører netop med til et demokrati. I total modsætning til den militære chef Abdel Fataah al-Sisi, der trods gårsdagens hasteindsættelse af Madley Mansour, dommer og desuden leder af den egyptiske forfatningsdomstol, som en midlertidig overgangsfigur, nu de facto fungerer som Egyptens reelle, men jo altså også den helt og aldeles illegitime leder.

Dilemmaerne står nærmest i kø: Officielt støtter den vestlige verden som bekendt ikke militærkup, men hylder i stedet demokrati og respekt for enhver befolknings frie valg. Uofficielt har Mohamed Morsi, der sammen med sine nærmeste rådgivere altså er blevet fjernet med magt og sat i husarrest, aldrig været den vestlige verdens darling som troende islamist med udspring i Det Muslimske Broderskab. Men som det er set i Egypten det seneste år, hører demokrati og frihed heller ikke nødvendigvis sammen - selv demokratisk valgte politikere kan som Mohamed Morsi desværre godt have den vrangforestilling, at de har fået mandat til at underminere netop demokratiet. Hvilket gør det svært ikke at have ganske stor forståelse for de vrede, frustrerede og sekulære demonstranter på Tahrirpladsen og i Cairos gader, der pludselig og i en nærmest uhellig alliance blev forenet med Egyptens magtfulde militær. I det øjeblik var Mohamed Morsis dage som præsident talte - men risikoen lurer fortsat og i stigende grad for blodig borgerkrig, da den allerede forhenværende præsidents trofaste støtter har lovet deres liv for sagen og dermed tilbageerobring af magten.

Forude venter først en såkaldt overgangsperiode før nyvalg med ny præsident og ny forfatning. Samt en national forsoningsproces med deltagelse ikke mindst af revolutionens unge initiativtagere, der siden forgængeren Hosni Mubaraks fald er blevet total ignoreret og marginaliseret. Det gælder også Det Muslimske Broderskab og de millioner og atter millioner af egyptere, der bliver ved med at tro på politisk islam. Egyptens militære ledere har stædigt og igen og igen afvist såvel betegnelsen militærkup som omverdens bange anelser og bekymring for en fremtid uden demokratisk styre. Men det haster at forvandle til virkelighed, for situationen er sprængfarlig og kan få konsekvenser langt, langt uden for Egyptens grænser og dermed hele regionen.