Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det at være dansker

»Hvis man derimod, som Basim, vælger Danmark med hud og hår og i øvrigt – om man så må sige – har papirerne i orden, så er man »dansker«. Både reelt og formelt.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Basim forleden deltog i dansk Melodi Grand Prix, var Dannebrog, som de fleste ved, en del af showet. Basim vandt, og så vidt, så godt. Sangen i sig selv og sangkonkurrencen som sådan kan man mene om, hvad man vil, men det er lige så trist, som det er forudsigeligt, at noget i sig selv så harmløst som Basims stunt førte til racistiske kommentarer på og uden for de digitale medier.

At der er også er kommet noget positivt ud af det forhold, at den unge mand med de marokkanske rødder så åbenlyst viste sin glæde over at være dansker, hører med i billedet. Episoden har nemlig, som Berlingske også har beskrevet, ført til en mere seriøs debat om, hvad man skal kalde de danske statsborgere, der enten selv er født andre steder eller har forældre eller aner endnu længere tilbage, som er født og opvokset fjernt fra kongeriget. Det er en relevant debat. For alle parter.

Læs også: Basims svar på tiltale: »Jeg er ikke indvandrer«

Spurgt på en anden måde: Er alle danske statsborgere »danskere«, eller er nogle af dem noget andet? Hvad er det rigtige ord at bruge? Det er en debat om ord, indrømmet, men det er mere end det. Det er også en debat om, hvordan vi forholder os til hinanden, hvordan vi ser hinanden, og hvad vi forventer af hinanden.

Lad os lige minde om, at det gamle ord »indvandrer« i hvert fald ikke i sig selv er odiøst. Det betegner blot det faktum, at nogle mennesker har rødder et andet sted og har slået sig ned et nyt. Som sådan kan det ikke undværes i sproget, for sproget skal selvfølgelig kunne beskrive virkeligheden.

Læs også: Hvornår er man dansk nok til at være dansk?

Lige så indlysende er det, at det hverken er ønskeligt eller hensigtsmæssigt at bruge sproget til at skjule den multietniske virkelighed eller pynte på den eller fordreje den. Det gør et ord som »nydansker«, der har bidt sig fast, mere end godt er, for i al sin patroniserende imødekommenhed er det både nedladende over for dem, det betegner, og decideret uvederhæftigt, i og med at det sætter lighedstegn mellem statsborgerskab og danskhed. Det kan man ikke. Det ene følger ikke nødvendigvis af det andet.

Vigtigst er det dog, når alt dette er sagt, at slå fast, at »dansker«, det er noget, man bliver og er, fordi man vil være det, og fordi man i ord og handling viser, at man føler sig som en del af Danmark. Hvis man lever i en ghetto og er én af dem, der er skyld i, at politiet og brandvæsenet ikke kan komme til for lutter chikane, eller hvis man for eksempel insisterer på at være medlem af Hizb ut-Tahrir eller andre foreninger, der så åbenlyst foragter alle vestlige og dermed også danske værdier, så er man måske stadig i teknisk forstand dansker, fordi man er dansk statsborger. Men man er ikke i ordets egentlige forstand dansker.

Læs også: Sprogforsker: »Vi har et sprogligt hul som er rigtig usundt«

Hvis man derimod, som Basim, vælger Danmark med hud og hår og i øvrigt – om man så må sige – har papirerne i orden, så er man »dansker«. Både reelt og formelt. Det er det, debatten om Basim og Dannebrog minder os om. Det er godt, at den gør det. Uanset hvad man ellers måtte mene om Melodi Grand Prix.