Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det alternative bud i Palais de l’Élysée

»Der er al mulig grund til at håbe, at Frankrigs næste præsident er en varm støtte af liberalt demokrati, frihandel og det europæiske projekt.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et år er lang tid i dansk politik,« er en yndet frase blandt politiske kommentatorer. Meningen er naturligvis, at tingene kan gå hurtigt og meget kan ske, der vender op og ned på alle prognoser. Med udviklingen i det franske præsidentvalg kan man med en vis ret sige, at »en måned er meget lang tid i fransk politik«.

Sidste år troede man, at kampen skulle stå mellem tidligere præsident Nicholas Sarkozy for de borgerlige, socialisternes historisk upopulære siddende præsident, Francois Hollande, og Front Nationals EU- og indvandringskritiske Marine Le Pen, der med sin tilsyneladende endeløse fremgang gav de »traditionelle« kandidater sved på panden.

Hvor præsident Hollande i et anfald af klarsyn tidligt kastede håndklædet i ringen, tabte Sarkozy til rivalen Francois Fillon, der slog sig op som et renskuret alternativ til de mange politikere til både højre og venstre, der havde svært ved at vaske lugten af pamperi, nepotisme eller ligefrem korruption af sig. Og så var den indvandringskritiske Fillon også en udfordring for Marine Le Pen, der frygtede at miste vælgere i stor stil til den konservative kandidat. Dengang var valgets »dark horse« den tidligere socialist Emmanuel Macron, der har genopfundet sig selv som et EU-venligt alternativ til både konservative og socialister.

Nu er Fillon plaget af skandaler, ikke mindst om ansættelse af hustru og (voksne) børn som assistenter på skatteydernes regning. Det er ganske vist ikke en ualmindelig praksis i Frankrig, men angiveligt har de ikke gjort dagens gode gerning, hvilket selvsagt giver ridser i lakken, når man slår sig op på at være renskuret.

Fillon er nu dalet så meget i meningsmålingerne, at spøgefugle har lavet en plakat over filmen »The Martian«, hvori hovedrollefiguren skal reddes hjem fra Mars. I stedet for Matt Damon er det Fillons ansigt, der pryder plakaten med teksten »Francois Fillon – alene på Mars« med undertitlen »Hjælpen er 225 millioner kilometer borte«.

Alles øjne er nu rettet mod Emmanuel Macron, der med al sandsynlighed skal kæmpe mod Marine Le Pen om posten som republikkens næste præsident.

Macrons fordel som uafhængig kandidat er, at han udgør et alternativ til både protestpartiet Front National og de etablerede partier, som mange vælgere mener, blot har »ladet stå til«, hvilket har resulteret i Le Pens fremgang. Det er meget sigende, at den bog, der udkom i november, hvori Macron beskriver sit politiske projekt, hedder »Revolution«.

I modsætning til sine gamle partifæller hos socialisterne er han ikke politisk hæmmet i forhold til et opgør med Frankrigs meget rigide systemer, såsom den meget lave pensionsalder, ligesom han kan tillade sig at tale for en republik med internationalt udsyn og et stærkt EU-samarbejde, uden at være bange for at støde sine vælgere fra sig.

Der er al mulig grund til at håbe, at Frankrigs næste præsident er en varm støtte af liberalt demokrati, frihandel og det europæiske projekt. Men såvel nu som efter en eventuel valgsejr vil Macron gøre klogt i at huske, at hans nuværende popularitet blandt vælgerne i høj grad bygger på, at han netop bliver set som et nyt politisk alternativ og ikke mere af det samme. Og ikke mindst, at halvanden måned er lang tid i fransk politik.