Der skal skaffes mere arbejdskraft – her og nu

Der er ikke en arbejdskraftreserve på 100.000 blandt de ledige, der er på vej fra et job til et andet. Derfor er der behov for lempeligere regler for udenlandsk arbejdskraft og reformer, der kan øge arbejdsudbuddet.

Det er en myte, at der står en ubevægelig kø af 100.000 arbejdsløse, som erhvervslivet kan rekruttere fra. Derfor bør det være lettere at få mere udenlandsk arbejdskraft til landet. Her er polske håndværkere er i gang med at bygge Nordhavnstunnellen i København tilbage i 2013. Thomas Lekfeldt

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Dansk økonomi er i god form. Beskæftigelsen er rekordhøj, arbejdsløsheden er lav, inflationen er lav, og økonomien vokser, dog med relativ beskeden fart. Den positive historie har mange årsager, men en af de vigtigste er væksten i arbejdsstyrken, som har to kilder: reformer, der har øget arbejdsudbuddet, og en tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft. Uden forøgelsen af arbejdsstyrken havde det set dårligt ud for dansk økonomi, og vi havde næppe oplevet en vækst i beskæftigelse og produktion uden pres på priser og lønninger.