Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Der er brug for helt nye velfærdsløsninger

Hvis vi blot fortsætter som nu, vil de offentlige udgifter løbe løbsk, mens borgerne bliver stadigt mere utilfredse med den offentlige service. Nytænkning er helt nødvendig.

»Det er sjovere at gå på arbejde, når der bliver vist en tillid, og man kan få lov til at bruge sin faglighed,« siger Henning Thiesen, formand for Djøf. Fold sammen
Læs mere

Skal de pårørende spille en større rolle end i dag, når det gælder plejen af de ældre? Det mener borgmesteren i Rudersdal, Venstre-manden Jens Ive, som i sidste uge satte gang i en spændende debat.

Ifølge Jens Ive skal ansvaret for de ældre tilbage til familien, til naboer og frivillige. Hvis ikke de i højere grad end i dag hjælper til, vil velfærdssamfundet segne under opgaven.

Borgmesteren har ret i, at vi alle har et ansvar for vores nærmeste, ligesom han har ret i, at presset på den nuværende velfærdsmodel er så stort, at der er nødt til at ske noget. Som økonomisk vismand og forskningsdirektør i VIVE Torben Tranæs har påpeget her i avisen,  står det danske velfærdssamfund over for meget store strukturelle udfordringer i de kommende årtier. Kernevelfærdsydelserne som for eksempel undervisning, børnepasning og ældrepleje kan ikke i samme grad som i den private sektor gøres mere effektive via teknologisk udvikling. Men eftersom lønnen i den offentlige sektor følger lønnen i det private, bliver den offentlige service forholdsmæssigt dyrere. Samtidig stiger borgernes forventninger til den offentlige service i takt med den generelle velstandsstigning.

Jens Ives diagnose er altså uden tvivl korrekt. Men hans løsningsforslag kan ikke stå alene. Vi må ikke blot lade velfærdsstaten køre videre i samme spor, mens vi gradvis flytter flere og flere opgaver over på borgerne. Vi lever i et samfund med meget høj skat og en meget stor offentlig sektor. Via skatten har vi altså deponeret en stor del af vores økonomiske frihed hos staten, mens staten til gengæld har overtaget ansvaret for eksempel børnepasning og ældrepleje. Det er hverken rimeligt eller holdbart kun at ændre på den ene del af aftalen: I skal stadig betale en i international sammenligning svimlende høj skat, men samtidig skal I selv sørge for pleje af jeres ældre familiemedlemmer.

Personligt ansvar og ansvar for hinanden i familien er anerkendelsesværdige dyder, som bestemt gerne må fremmes. Det er civilsamfundet, familierne og de øvrige frivillige fællesskaber, der holder sammen på vores samfund. Ja, vi borgerlige kan endda ofte drømme om et land med langt mere personligt ansvar og langt lavere skat.

Sådan er den politiske virkelighed bare ikke. Derfor er det nødvendigt at tænke nyt, så velfærdssamfundet kan gå ind i fremtiden med ret og rimelighed i behold.

Mens Torben Tranæs taler med store bogstaver om valget mellem markant højere skat eller markant større ulighed, nævner han faktisk også denne tredje mulighed: At gøre tingene på en helt ny måde i den offentlige sektor.

Et godt udgangspunkt er tanken om at lade pengene følge borgerne: Vi sætter et antal skattekroner af til for eksempel et børnehavebarn eller en ældre plejekrævende medborger, og så må familien selv forvalte pengene. Det vil åbne for et væld af alternative løsningsmodeller og dermed for konkurrence, udvikling og nytænkning. Måske vil man skabe mindre, men mere trygge enheder? Måske vil vi se flere forsøg som den spændende hollandske model, hvor netop tæt samarbejde mellem pårørende og professionelle plejere står centralt? Måske vil man helt selv tage ansvaret på sig?

Noget skal der i hvert fald ske. Og det er ikke rimeligt blot at hæve skatten – hverken direkte eller de facto ved at give færre ydelser for skattekronerne.

AMALIE LYHNE