Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den statslige gældsinddrivelse er en permanent skandale

Efter 15 års forgæves forsøg på at få den offentlige gældsinddrivelse til at fungere, er tiden inde til en radikal nytænkning.

Spekulanter har plyndret Europa for 410 milliarder kroner
Gældsstyrelsen skriver i disse dage til 485.000 borgere om, at de får eftergivet gæld på i alt 5,8 mia. Det understreger, at processen ikke kører på skinner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Offentlige tilgodehavender under gældsinddrivelse udgør nu mere end 116 mia. kr. Siden omstruktureringen af Skat i 2005, som indebar en centralisering af det offentliges inddrivelse af gæld, er det gået fra slemt til værre. I 2006 udgjorde restancerne 50 mia. kr.

Fusionen af de kommunale og statslige skattemyndigheder i 2005, og det stort tænkte, men totalt mislykkede, inddrivelsessystem kaldet EFI, er set som årsag til miseren. EFI blev sat i drift af Thorning-regeringen og skrottet af skatteminister Karsten Lauritzen. Der er ingen tvivl om, at mange års forgæves satsning på EFI er en væsentlig årsag til eksplosionen i gælden til det offentlige. Men det er værd at erindre om, at alt ikke var fryd og gammen, før gældsinddrivelsen blev centraliseret, og alle pengene blev satset på EFI. Den offentlige inddrivelse af gæld var nødlidende længe inden da.

I 2003 udsendte Rigsrevisionen en beretning om statens restanceinddrivelse, som indeholdt en sønderlemmende kritik. Indsatsen var ukoordineret mellem de forskellige myndigheder, og nogle steder var ressourceforbruget alt for stort i forhold til restancemassen. Faktisk foreslog Rigsrevisionen i 2003 både en centralisering, digitalisering og automatisering af indsatsen. Det var det, man forsøgte med reformen i 2005, dog med ringe succes.

Skatteministeren forsøger sig nu med en omorganisering, opgaven lægges i en ny styrelse kaldet Gældsstyrelsen, og der udvikles nyt IT. Når man læser Gældsstyrelsens nylige brev til Finansudvalget om, hvordan det går, kan man have sine tvivl, om problemerne er på vej til at blive løst. Gældsstyrelsen skriver i disse dage til 485.000 borgere om, at de får eftergivet gæld på i alt 5,8 mia. Det understreger, at processen ikke kører på skinner.

Efter 15 års forgæves forsøg på at få den offentlige gældsinddrivelse til at fungere, er tiden inde til en radikal nytænkning til erstatning af den nuværende kurs, som i realiteten er mere af det samme, som man har forsøgt sig med i mange år. Det er ikke kun det offentlige, der kan have problemer med gældsinddrivelse, det har private virksomheder også. Der kan derfor måske hentes inspiration fra det private, hvor man typisk vil fokusere på at forebygge, at problemet overhovedet opstår, og så overlade den gældsinddrivelse, der ikke kan forebygges, til specialister.

Ved udformning af regler og bestemmelser, der kan medføre gæld til det offentlige, skal det medtænkes, hvordan man minimerer risikoen for, at fordringerne bliver nødlidende. Hurtig reaktion på manglende betaling, betaling a conto, betaling af depositum og automatisk løntræk er eksempler på metoder, der kan anvendes. Forebyggelse består også i at forenkle reglerne om inddrivelse, rentetilskrivning, forældelsesfrister og den slags.

Selve inddrivelsen kan med fordel udliciteres til specialister. De må så selv finde ud af, om de vil inddrive med gåsefjer og blæk eller udvikle IT, der kan automatisere opgaven. Så slipper staten for selv at stå for udviklingen af IT, som den notorisk har vist sig at være elendig til. Hvis det forslag er for radikalt, kan man starte forsigtigt med at udlicitere bidder af inddrivelsesopgaven, som omfatter en mangfoldighed af forskellige gældstyper. Erfaringen viser, at der er behov for radikal nytænkning.

OLE P. KRISTENSEN