Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den gode diskrimination

Indvandrere fra muslimske lande har alt for ofte hverken evnen eller – hvad der er værre – viljen til at blive en del af den danske hverdag. Alt for ofte er det muslimer, der er arbejdsløse, muslimer, der sidder i fængsel, og muslimer, der ikke støtter eller ligefrem modarbejder værdier som frihed og demokrati. Næsten hver gang et terrorangreb forsøges eller lykkes, er der tale om ekstremistiske muslimer. Statistikkerne er slet ikke til at tage fejl af.

I dagens avis opfordrer Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, derfor til at skelne, eller diskriminere, om man vil, mellem indvandrere. Venstre vil gøre det nemmere for dem, der kan og vil integrere sig, at komme til Danmark, og omvendt gøre det sværere for dem, der ikke kan og ikke vil.

Vi går ud fra, at Inger Støjberg ikke vil bruge menneskers religion eller oprindelsesland som kriterium til at afgøre, om mennesker, der søger om ophold i Danmark, hører til den ene eller den anden kategori. Venstre er jo et parti, der lægger stor vægt på demokratiske rettigheder og en solid retspolitik. Diskrimination efter religion eller oprindelsesland ville være klart i strid med både retspolitiske og demokratiske principper og givetvis også i strid med Grundloven. En sindelagskontrol baseret på religion eller kulturel baggrund er klart uacceptabel i et retssamfund.

Men der findes også en god og nødvendig diskrimination. Lige så vel som eksempelvis universiteterne diskriminerer mellem dygtige og mindre dygtige ansøgere, diskriminerer lande verden over i praksis også mellem ønskværdige og mindre ønskværdige ansøgere om opholdstilladelse. Mennesker med efterspugte uddannelser og arbejdserfaring har lettere ved at opnå ophold end dem, der ikke har udsigt til at kunne forsørge sig selv.

I praksis er det desværre ikke helt nemt at finde ud af, hvilken kategori folk tilhører. Den tidligere regerings pointsystem, som den nuværende regering afskaffede, var et – ikke særlig vellykket - forsøg i den retning. Formålet var at øge sandsynligheden for, at mennesker, der familiesammenføres i Danmark, kan bidrage til samfundet fremfor at belaste det. Selv om den nuværende regering før sidste valg lovede vælgerne at fastholde den stramme udlændingepolitik, afskaffede den straks dette pointsystem, som regeringen betegnede som »unødvendigt.« I 2013 blev tilstrømningen af asylsøgere fordoblet i forhold til 2011.

Det er fint og nødvendigt, at Venstre og de øvrige borgerlige partier fremlægger den udlændingepolitik, som de vil føre, hvis de genvinder regeringsmagten. En effektiv udlændingepolitik, der reducerer belastningen på de offentlige kasser, er jo blandt andet en af forudsætningerne for, at Danmark kan opretholde de i international sammenhæng meget høje overførselsindkomster til danske borgere, der ikke kan klare sig selv.

Egentlig er det forbløffende, at venstrefløjen og især Socialdemokraterne ikke har forstået den sammenhæng.