Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den glemte reservestyrke

Efterlønnen må overvejes på ny

Med forliget om velfærdsreformen for halvandet år siden lagde et bredt politisk flertal rammen for en gradvis forhøjelse af efterlønsalderen. I perioden 2019 til 2022 hæves den til 62 år, og derefter forhøjes den i takt med stigningen i levealderen. Men spørgsmålet, som den borgerlige tænketank CEPOS nu atter har bragt op, er, om de samfundsøkonomiske følger af manglen på arbejdskraft i både private og offentlige job er så alvorlige, at velfærdsforliget må revideres. Eller, sagt mere brutalt, om samfundet allerede nu er nødt til at tage det velfærdsgode, som efterlønnen er, fra dem, der havde regnet med den.

De samfundsøkonomiske fordele ved at forlænge arbejdslivet med nogle år er indlysende og overbevisende. Det har dobbelt effekt på økonomien, når raske mennesker i stedet for at modtage penge fra samfundet bidrager til produktionen. Det siger sig selv, at de offentlige omsorgsopgaver kan løses bedre, når titusinder af erfarne offentligt ansatte bliver i nogle år frem for at styrte ud ad døren, i samme sekund de er blevet efterlønsberettigede.

I de tidligere diskussioner om efterlønnen har især fagbevægelsen argumenteret for, at efterlønnen i hvert fald skal bevares for dem, der er begyndt tidligt på arbejdsmarkedet, eller som er nedslidte. Men efterlønnen har aldrig været tiltænkt de uarbejdsdygtige. Tværtimod er efterlønnen betinget af, at lønmodtageren er rask, når han fylder 60 og søger efterlønsbevis. Kravet om, at efterlønsmodtagere skal være arbejdsduelige, har sin rod i det, der var efterlønnens begrundelse, da den blev udtænkt i 1979. Da var dens formål at skaffe plads til unge på arbejdsmarkedet, ved at de ældre veg pladsen. De nedslidte var dengang som nu henvist til for eksempel førtidspension. I dag er samfundets behov, som enhver kan se, stik modsat. De ældre skal blive så længe som muligt. Samfundet skal ikke betale folk, der har papir på, at deres helbred er godt, for at blive hjemme.

Politisk har ethvert forslag om at forhøje efterlønsalderen ikke nogen gang på jord. Ikke lige nu. Men regeringen har tidligere formået at skabe forståelse i befolkningen og blandt et bredt flertal af partier for ændringer, heriblandt stramninger, til fælles bedste. Velfærdsreformen fra 2006 med dens første skridt til forhøjelse af efterlønsalderen er ikke mejslet i sten. Når de ydre forhold ændrer sig, kan debatten tages op igen.

En ny debat om efterlønnen bør tage sit udgangspunkt i spørgsmålet om, hvad der kan få de ældre medarbejdere til frivilligt at udskyde efterlønsalderen. Man må se på, om det er arbejdets indhold, om det er løn, eller om det måske er en dårlig ledelse, som får ellers arbejdsduelige og dygtige medarbejdere til at vælge udgangen. Er der noget at hente gennem seniorordninger med fleksible arbejdstider? Og så skal man selvfølgelig undersøge, om virksomhederne bevidst eller ubevidst diskriminerer ældre medarbejdere. Det er klart, at hvis de ældre føler sig uønskede, kan man ikke fortænke dem i at søge efterlønnen, når chancen er der.

Det er ikke nemt at argumentere for stramninger, når det går godt. Men forsøget må gøres.