Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den egentlige politiske debat har forladt Folketinget

»Asger Aamund og Stine Bosse har, som vilkårene er i dag, desværre mere indflydelse ved at optræde med deres synspunkter i den almindelige samfundsdebat, hvor de kan påvirke vælgerne, end ved at blive medlem af Folketinget.«

Foto: Liselotte Sabroe, Asger Ladefoged.

Man kan på sin vis godt forstå Bertel Haarder, når han i et interview med Berlingske opfordrer de mange utroligt »kloge« mennesker, som fylder samfundsdebatten, til at stille op til Folketinget og blive rigtige politikere.

Som folkevalgt føler man sig uden tvivl omgivet af mandagstrænere og som skydeskive for bedrevidende kommentatorer og debattører, der kun har hån tilovers for dem, der sidder med hænderne begravet i lovgivningen. Hvorfor gør de ikke sådan? Hvorfor får de ikke nogle mere originale ideer? Hvorfor dit og dat?

I Folketinget diskuterer man ellers politik fra morgen til aften i tusinder af timer, i udvalg, i folketingsgrupperne, under samråd, i folketingssalen, ved forespørgsler og høringer. Og det, der kommer ud af alle diskussionerne, er faktisk konkret lovgivning, der ændrer samfundet og betyder noget for menneskers hverdag.

Så hvorfor stå ude på sidelinjen med al klogskaben, som Bertel Haarder mener, at erhvervsfolk som Asger Aamund og Stine Bosse gør.

Det nedslående svar er desværre, at det ikke er særligt attraktivt for meningsdannere med en høj offentlig profil og heller ikke for mange andre at blive folkevalgt politiker.

Én ting er, at man melder sig ind i mudderkastningens øverste liga og skal være forberedt på at stå til regnskab for alt, hvad man tidligere har foretaget sig i livet. Se blot på ældreminister Thyra Frank. Men man melder sig også ind i et system, som i dag er så topstyret, at manglen på ilt betyder, at det kan være svært at få luft.

For de fleste partier bestemmes den politiske kurs i dag i en meget lille kerne af politikere og rådgivere i toppen. Når først kursen er lagt, er den svær at ændre, og gruppefæller, som taler partilinjen imod, eller vover at stille spørgsmålstegn ved klogskaben i den, bliver opfattet som dissidenter og havner hurtigt ude på et karrieremæssigt sidespor.

Derfor må Bertel Haarder og alle andre, som vil folkestyret det bedste, se i øjnene, at den egentlige politiske debat ikke foregår i Folketinget.

Her faciliterer man en udveksling af allerede fastlagte synspunkter, man trykprøver hinandens argumenter og forsøger at finde svagheder hos modparten. Den egentlige og kreative politiske debat foregår på de lukkede scener i toppen af partier og ministerier og i medierne.

Asger Aamund og Stine Bosse har, som vilkårene er i dag, desværre mere indflydelse ved at optræde med deres synspunkter i den almindelige samfundsdebat, hvor de kan påvirke vælgerne, end ved at blive medlem af Folketinget. Med mindre de selvfølgelig satser på at rykke frem i forreste række.

En af de vigtigste forklaringer på, at tilliden til politikere er dalet, er, at moderne politik har fostret en type politikere, som indretter sig efter den topstyrede model, som accepterer, at politik består af store dele design, spin og teater.

De har ofte været medlem af en politisk ungdomsorganisation, haft studenterjob i Folketinget og en uddannelse fra Statskundskab eller lignende. Disse karrierepolitikere har Bosse og Aamund svært ved at identificere sig med. Og lige så godt, man forstår Bertel Haarders frustrationer, lige så klart er det, at demokratiet lider under, at Folketingets tiltrækningskraft over for stærke meningsdannere er så beskeden.