Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den borgerlige krise er selvforskyldt

Vi borgerlige må gribe i egen barm. Det borgerlige kollaps skyldes først og fremmest vores manglende engagement i kulturkampen.

90 procent af højskolelærerne stemmer på partier i rød blok. Vi borgerlige har simpelthen forladt denne i sin grundvold ærkeborgerlige institution, hvor den frie borger uafhængigt af staten tager ansvar for egen dannelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Velfærdsstatens magnetiske tiltrækning og de mange vælgere, der er afhængige af den, Dansk Folkepartis store indflydelse i blå blok og de opslidende skænderier mellem de forskellige borgerlige partier. Der er nok af forklaringer på den aktuelle krise i det borgerlige Danmark.

Midt i den netop overståede valgkamp opgav daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen endda helt det borgerlige projekt ud fra den nøgterne anskuelse, at danskerne alligevel ikke gider at stemme borgerligt – så hellere lade sig indlemme i en regering under Mette Frederiksen.

Det er ikke, fordi disse betragtninger er forkerte. Men under dem alle ligger der en stærkere forklaring, som synes overset: Det borgerlige Danmark har opgivet kulturkampen, frivilligt kapituleret og overladt de kulturdannende institutioner til de røde. Og dermed forsømmer Løkke med sit ræsonnement at se bagom meningsmålingernes triste realiteter: Vi har selv reduceret borgerligheden til et spørgsmål om økonomi, vi har forsømt at placere os og markere os på andre områder – ikke mindst når det gælder kultur, ånd og dannelse – og så undrer vi os bagefter over, at vælgerne har svært ved at finde vægtige grunde til at stemme borgerligt. Men hvorfor skulle vælgerne tro på et borgerligt projekt, som vi ikke engang selv synes særligt engageret i?

Et væsentligt eksempel er det selvvalgte nederlag i kampen om højskolerne. Som man kunne læse her i avisen lørdag, stemmer 90 procent af højskolelærerne på partier i rød blok. Vi borgerlige har simpelthen forladt denne i sin grundvold ærkeborgerlige institution, hvor den frie borger uafhængigt af staten tager ansvar for egen dannelse. Ifølge flere iagttagere simpelthen fordi højskoleverdenen ikke rigtigt interesserer borgerlige mennesker, og fordi lønnen som højskolelærer ikke er prangende.

Det samme billede ser man, når man kigger mod kunst- og kulturlivet, medierne, folkekirken og folkeskolen.

Den røde dominans er selvforstærkende. Som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen beskriver det i sin bog »Fra socialstat til minimalstat«, er Grundtvigs frie og myndige menneske blevet slået i gulvet af naive grundtvigianere, som »modellerede Grundtvig, så han kunne passe ind i socialstatens kollektivistiske ideologi«, ligesom kulturlivet op gennem sidste halvdel af forrige århundrede gradvis blev »snøret ind i et sindrigt spind af offentlige tilskud og reguleringer«.

Tragikomisk nok var det samme Fogh, der netop altid har været bevidst om kulturkampens determinerende karakter, som med sit succesrige samarbejde med Dansk Folkeparti accelererede udviklingen hen imod den åndsforladte »noget for noget«-borgerlighed, vi har i dag, hvor alt gøres op i kroner og øre.

Vi borgerlige må gribe i egen barm. I de senere år er der udkommet en lang række politiske bøger skrevet af socialdemokrater, men hvor er de borgerlige udgivelser? Hvor er de stærke borgerlige stemmer i kulturdebatten? Hvorfor er der ikke flere borgerlige ideologer, som klart og tydeligt udtrykker danske forældres ærkeborgerlige frustration over folkeskolen - at der mangler disciplin, ro og faglighed? Hvor er den tydelige borgerlige markering af grænserne for teknologien og overvågningen, så den enkelte borgers frihed og privatliv bevares?

Det borgerlige Danmark er selv skyld i borgerlighedens krise. Vi har alle et ansvar, og vi har alle en mulighed for at rette op på forsømmelserne.

AMALIE LYHNE