Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den besværlige selskabsskat

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var engang, da det var let at finde ud af, hvad en virksomhed skulle betale i selskabsskat. Det var dengang, virksomheder var lokale, producerede i et enkelt land og kun havde en lille eksport. Vi er tilbage i tiden før den Anden Verdenskrig. Siden har verden udviklet sig. Handelsbarrierer er brudt ned til gavn for alle. Varer og i et vist omfang også tjenesteydelser produceres, hvor det er bedst og billigst. Tilsvarende med virksomhederne. De opererer i stadigt højere grad internationalt med filialer i mange lande. De agerer i en global verden. Virksomhedsskat er derimod forblevet et nationalt anliggende, hvor skattesatser, fradrag og beregningsmetoder afviger fra land til land. Udviklingen har gjort det nødvendigt at indføre regler og aftaler, der sikrer internationalt arbejdende virksomheder mod dobbeltbeskatning. Ellers ville alle lande slås om at få lov at beskatte de samme indtægter. Det åbner til gengæld mulighed for, at virksomhederne kan skatteplanlægge. Det kan man sådan set ikke bebrejde dem. Både for virksomheder og borgere er skat først og fremmest en omkostning, der skal minimeres så meget, som det nu er muligt inden for lovens rammer.

Dette er værd at holde sig for øje i debatten om skattely, som senest er aktualiseret af nye lækager om internationale virksomheders brug af Luxembourg som beskatningsland. Formelt set har Luxembourg en ganske høj selskabsskatteprocent på 29 – højere end den danske. Men landet har særlige regler for beskatning af royalties af varemærker og koncernforbundne udlån, som gør det skattemæssigt attraktivt for internationalt arbejdende koncerner at have et datterselskab i storhertugdømmet. Denne helt lovlige trafik bruger mange virksomheder – også danske – i deres skatteplanlægning. Det vækker kritik i EU. Luxembourg, der er et af EUs oprindelige kernelande, forhindrer ved sin skattemæssige adfærd, at virksomhedsoverskud kommer til beskatning i andre EU-lande, hvor skatten er højere.

Det gode spørgsmål er naturligvis, hvordan man får beskattet virksomhederne hensigtsmæssigt i en global verden. Og hvilke skatteinstrumenter man med størst fordel kan tage i brug. Aftaler om gensidig informationspligt skattemyndigheder imellem er utvivlsomt nyttige. Derimod hjælper det ikke at gå enegang, som Danmark gør med den skattelyaftale, som regeringen, DF og venstrefløjen indgik i går. Bedst ville det være, hvis man i EU eller måske endda i OECD-regi kunne blive enige om fælles regler for virksomhedsbeskatning. Det siger sig selv, at man så måtte begynde med en relativt lav sats, hvis der skal opnås bred enighed. Men det burde heller ikke være så svært at acceptere. Virksomhederne genererer i forvejen store skatteindtægter i kraft af de personskatter, som deres medarbejdere betaler, i kraft af de afgifter, som de betaler for vareleverancer, og i kraft af den aktieudbytte-skat, som deres ejere betaler. Det giver i selv ikke mening også at lægge en stor kompliceret skat på deres driftsresultat. Det er jo penge, der bliver i virksomhederne, hvor de skaber vækst og nye arbejdspladser. I de fleste lande udgør selskabsskatter en lille del af det samlede skatteprovenu. Hvis man ikke kan undvære de penge, kunne de utvivlsomt med fordel og med mindre bureaukrati inddrages via udbytteskat eller afgifter. I vore dages globale verden har selskabsskatten vist sig at være et dårligt skatteinstrument.