Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Den Arabiske Liga og Syrien

Det er positivt, at Den Arabiske Liga nu i to tilfælde aktivt er gået ind og har støttet demokratibevægelserne i Mellemøsten. Ligaen støttede fjernelsen af den libyske leder, Muammar Gaddafi. Nu har organisationen smidt Syrien ud af det »gode« selskab, fordi regimet i Damaskus har nægtet at efterkomme ligaens henstillinger om at lade oppositionen komme til orde.

Det er derfor intet mindre end opsigtsvækkende, det der foregår i organisationens hovedsæde. Genlyder ligaens korridorer i Kairo af oprigtige råb om demokrati og frihed? Eller stikker der noget andet bag?

Ligaen har siden oprettelsen i 1945 nærmest været ikke-eksisterende og har stukket hovedet i busken hver eneste gang, der har været optræk til uro i Mellemøsten. Manglen på klare fordømmelser eller udbredt sort tale i forbindelse med terroraktioner og angreb mod f.eks. Israel har været ligaens »varemærke«. Organisationen har ikke været kendt for at være fortaler for demokrati og frihed. Derfor er det også for tidligt at glædes over Den Arabiske Ligas pludselige interesse for en arabisk oppositions ve og vel. Hovedparten af medlemmerne nemlig er stadig udemokratiske. Saudi-Arabien, der er et af de førende medlemmer, er et af de mest middelalderlige regimer, der findes, med en striks overvågning af systemkritikere, offentlige halshugninger og stening af kvinder. Af andre medlemmer, som ikke just påkalder sig verdenssamfundets beundring som demokratiske mønsterstater, finder vi Sudan, Somalia, Kuwait, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater. Listen er lang. De demokratiske traditioner er mindre iøjnefaldende.

Sandheden er også, at grunden til interessen for Syriens manglende demokrati skyldes en angst for Iran, som er blevet en magtfaktor i Mellemøsten. Iran er shiamuslimsk og styres ikke som de øvrige af sunni-muslimerne. Syrien, som er en nær allieret og ven af Iran, kontrolleres af en lille sekt, der hedder alawitterne. Ud over at herske blodigt over Syrien er alawitterne blevet Irans mest loyale samarbejdspartnere. Via Syrien kanaliseres det iranske regimes støtte til terrororganisationer videre til Hizbollah og til Hamas.

Saudi-Arabien ser med stor bekymring på shiamuslimernes fornyede selvbevidsthed, efter at Iran har fået væsentlig indflydelse på situationen i Irak, hvor flertallet også er shiamuslimer. Efter at Saddam Hussein blev henrettet, har shiamuslimerne nemlig overtaget store dele af landet. Derfor er der et magtpolitisk spil i gang, som tvinger ligaen til at stille sig på demokratiets side af frygt for, at Iran skal blive den altdominerende magt i Mellemøsten.

Interessen for demokrati skal vi hilse velkomment, også selv om det sker på baggrund af et religiøst magtspil. Man kan håbe på, at nogle af ligaens moderate lande vil øve indflydelse på de mere diktatoriske, så flere af ligaens medlemmer følger op på deres egne opfordringer om at lytte til oppositionen. I alle medlemslandene er der oppositionsgrupper, der sukker efter demokratiske tilstande. De fleste af dem tør ikke tage et opgør. Men hvis ligaen skal tages alvorligt, er det på tide også med interne forandringer i medlemslandene. Hvad der gælder for Syrien gælder også for ligaens egne medlemmer.