Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Decemberaftalen

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Så blev der atter julefred i det politiske konsensus-Sverige. Med den såkaldte decemberaftale mellem Stefan Löfvens regering bestående af Socialdemokraterna og Miljöpartiet og hele den borgerlige Alliancen er nyvalget til marts aflyst, og man har sikret sig, at de forkætrede Sverigedemokraterna er sat uden for politisk indflydelse i Sverige i de næste otte år.

De to blokke har givet hinanden håndslag på, at det største mindretal blandt aftaleparterne får regeringsmagten – uden at Sverigedemokraterna kan gøre noget. Og man har tilmed aftalt ikke at stemme imod hinandens finanslove, uanset deres indhold, helt frem til 2022.

For derved også at sikre sig, at Sverigedemokraterna formentlig ikke på nogen mulig måde kan gentage manøvren fra for nogle få uger siden, hvor man sammen med Alliancen nedstemte Löfven-regeringens finanslov.

Det er den første konsekvens af Decemberaftalen. At SD nu er placeret dér, hvor størstedelen af det svenske politiske establishment ønsker partiet placeret: I et indflydelsesløst politisk ødeland.

Den anden konsekvens drejer sig om den borgerlige Alliancen med Moderaterna i spidsen. Alliancen har med decemberaftalen afsløret, at man frygtede vælgernes dom så meget, at man var villig til at afmontere sig selv politisk.

Det var jo som bekendt Alliancens finanslovforslag, der kom igennem i Rigsdagen 3. december, støttet af Sverigedemokraterna. Nu har man i bestræbelserne på at skubbe SD ud i mørket accepteret, at denne finanslov kun gælder til 1. april, hvorefter Löfven-regeringen kan gennemføre deres egen. Man turde simpelthen ikke gå til valg på trods af, at man rent faktisk havde fået sin økonomiske politik succesrigt gennemført, alene fordi det var Sverigedemokraterna, som sikrede dette.

Dermed har den borgerlige Alliancen aflyst sig selv og sin egen politik i en rum tid fremover, uagtet Decemberaftalens forsøg på at etablere en række politiske områder, hvor man nu vil arbejde sammen på tværs af blokkene. Det er den anden konsekvens af Decemberaftalen. At den borgerlige Alliancen i de næste fire år accepterer at gå i hi og i vidt omfang lade Stefan Löfven gennemføre sin politik med skattestigninger og afprivatiseringer. Hellere det end at røre ved SD.

Den tredje konsekvens handler om demokratiet. Der er i og for sig intet formelt demokratisk problem med Decemberaftalen. En politisk aftale gældende i otte år mellem partier, der repræsenterer mere end 80 procent af de svenske vælgere. Men dens rækkevidde er alligevel enorm ud fra en demokratisk synsvinkel.

Man freder hinanden. Ikke bare ét år ad gangen. Eller i én valgperiode. Nej, i hele otte år lover man at lade hinanden regere nogenlunde i fred – hvem der end måtte udgøre det største mindretal og dermed indtage regeringsmagten undervejs. Og uanset hvilke politiske skillelinjer, der viser sig. Det er vidtrækkende at gøre i et moderne demokrati.

Og spørgsmålet er, hvor demokratisk det vil blive opfattet. Hvilket udgør den fjerde, men naturligvis endnu ubekendte konsekvens af Decemberaftalen. Den handler om, hvad dette kommer til at betyde for Sverigedemokraterna.

Men det er næppe helt usandsynligt, at det risikerer at øge partiets tilslutning yderligere ved de kommende valg. I forvejen stod SD til omkring 16 procent ved det nu aflyste nyvalg.

Dets aflysning er konsensus-Sveriges hidtil stærkeste markering af, at man ikke på nogen måde ønsker at lytte til eller have med disse 16 procent at gøre. Man kan frygte, at det er en direkte invitation til, at de bliver flere. Måske endda langt flere.