Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

De unges narkoforbrug er stærkt urovækkende

Ikke mindst i hovedstadsområdet har velfungerende unge adgang til et weekendmisbrug af hårdere stoffer. Forældre, familier, skoler og de unge selv bør tage ansvar for, at problemet mindskes. Og så bør man overveje, om det virkelig vil være et rigtigt skridt at legalisere flere rusmidler.

Livsfarlig lattergas på gaden i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Gå rundt i byen en hvilken som helst lørdag eller søndag formiddag, og de er strøet langs fortovskanten og husmure: De små, sølvfarvede lattergaspatroner. Ungdom har været i byen.

Og det er endda et af de mildere, men absolut ikke ufarlige rusmidler, som kan købes i fri og legal handel. Værre endnu er det hårde narkotikamarked, som er historisk let tilgængeligt for unge i 2019. Ikke mindst i København.

Over nogle uger har Berlingske dokumenteret, hvor alvorligt det står til med forbruget af stoffer som kokain og MDMA blandt unge i nattelivet i København. Det er ikke fænomener, der som 70ernes stiknarkomani forbindes med social lavstatus. Tværtimod. Stofferne flyder skræmmende lystigt blandt bedre folks børn på gymnasierne i Nordsjælland.

Ofte uden at forældrene har nogen anelse, er unge reelt småmisbrugere af narko, der er ekstremt vanedannende og faktisk livsfarlige. Og tilmed ulovlige.

»Der er noget at overveje for de forældre, der ikke handler ansvarligt ved blot at lukke øjnene og tro, at det altid går godt, at fristelsen ikke når deres barn«


Her er en kæmpe opgave for både forældre, skoler, ungdomsuddannelser, de unge selv - og samfundet i øvrigt. Man kan ikke sammenligne direkte med den såkaldte opioid-krise i USA, der involverede medicinfirmaers og lægers helt uansvarlige omgang og receptudskrivninger på stoffer, som for mange viste sig afhængighedsskabende og dødbringende. I en grad, så middellevealderen i USA er faldende.

Og dog alligevel. Opioid-epidemien rammer i USA også middel- og overklassen. Den kan ikke på samme måde som meget andet knyttes til sociale forhold, der også i Danmark betyder, at nogle befolkningsgrupper lever betydeligt kortere i gennemsnit end andre.

Der er altså fællestræk. Der er noget at sætte på dagsordenen over spisebordene i familierne. Der er noget at overveje for de forældre, der ikke handler ansvarligt ved blot at lukke øjnene og tro, at det altid går godt, at fristelsen ikke når deres barn. Der er et ansvar hos de unge, også for ikke at lokke andre i uføre. Der er en opgave med at oplyse om stoffernes potentielt fatale beskaffenhed.

Der er samtidig en politisk overvejelse at gøre sig hos de efterhånden mange, der taler for at slække på rusmiddellovgivningen. Både når det gælder hash/cannabis. Og for nogle kræfters vedkommende også for de hårdere stoffer. Og her males ikke noget billede af, at et hashforbrug pr. automatik fører til forbrug af hård narko. Slet ikke.

Argumenterne for at legalisere er i og for sig valide: Unge ryger alligevel hash i stor stil, og en lovliggørelse vil berøve kriminelle bander og andre et marked, som de i dag sidder hårdt og profitabelt på.

Alligevel er det værd at overveje mere end én gang, hvad det er, man slipper løs, hvis man legaliserer flere stoffer. I øjeblikket diskuteres cigaretpriser. Det synspunkt er ført til torvs, at skulle man have taget stilling til lovliggørelsen af tobaksrygning med den viden, man nu har om de sundhedsmæssige følger, da ville nikotinprodukterne næppe være kommet i fri handel. Det er nok rigtigt.

Tilsvarende overvejelser må man gøre sig om de rusmidler, der ikke i forvejen er lovlige. Stofferne flyder i det københavnske natteliv. Unge i bekymrende antal bliver weekendmisbrugere eller det, der er værre. Det er en udvikling, der må bekæmpes. Ikke skødesløst understøttes af virkelighedsblinde, ideologiske årsager.

TOM JENSEN