Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

De russiske forbindelser

Foto: SAUL LOEB

Har Trump-kampagnen haft et samarbejde med Rusland under præsidentvalget sidste år? Ingen ved det endnu, men på mange måder er det en nødvendig undersøgelse, der lige nu bliver foretaget af en uafhængig instans under ledelse af den højt respekterede tidligere chef for FBI, Robert Mueller.

Den er nødvendig, fordi der har været en del af Trumps mest betroede medarbejdere, der havde et tæt forhold til Rusland. Vi nævner blot den tidligere sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus Michael Flynn og Trumps kortvarige kampagnechef Paul Manafort. Dette faktum sammen med en entydig konklusion fra de amerikanske efterretningstjenester om, at Rusland vitterlig har blandet sig i valgkampen på Trumps side, betyder, at amerikanerne skal have klar besked.

De to ting behøver ikke at have noget med hinanden at gøre. For det er ikke bevist, at russernes interesse for Trump også automatisk betød, at hans kampagnestab samarbejdede med Moskva. Men mistanken er der. Og den skal fjernes en gang for alle, hvis man skal have tillid til det, der foregår. Og det, USA trænger til lige nu ovenpå en historisk hård valgkamp, er vished. Vished for at der ikke er en skjult dagsorden fra staben i Det Hvide Hus over for en tredje magt, som langt fra er venlig stemt over for USA og for Vesten.

Det er også i Danmarks interesse, at undersøgelsen bliver bragt til ende. Foreløbig har den vist, at en af medarbejderne i Trumps stab har forsøgt at oprette forbindelser til Rusland. Det kan godt være, at vedkommende er en lille fisk, og at der kan være tvivl om, hvorvidt hans forsøg resulterede i noget kriminelt. Men der har været møder mellem Trumps kampagnestab og folk, der direkte eller indirekte har været tæt på styret i Kreml. Derfor er man nødt til at få klare linjer. Det gør man forhåbentlig, når Mueller kan konkludere på sine undersøgelser.

Der foregår meget spin lige nu desværre også fra Trumps side. Den amerikanske præsident forsøger at få en undersøgelse sat igang mod hans modkandidat ved præsidentvalget, Hillary Clinton – også for russiske forbindelser.

Men man er nødt til at holde tingene adskilt. Clinton blev ikke præsident, og hun er fortid, og Muellers primære opgave er at undersøge Trump-kampagnens eventuelle samarbejde med Rusland. Det, det nu drejer sig om, er at få bragt klarhed over Trump-kampagnes metoder under valget, fordi det ganske enkelt er Trump, der nu har magten. Så må man bagefter se, om der er grundlag for at se på andre forhold, blandt andet Clintons.

Det er nok for meget forlangt, at præsidenten skal afholde sig fra at prøve at påvirke efterforskningen. Det vil ligge Trump fjernt. Med sine daglige tweets kommenterer han konstant på undersøgelsen, inklusiv at udsende nødråb som »Så gør dog noget« i forbindelse med, at han synes, at efterforskningen ikke foretager sig noget i forhold til Clinton. Det er ærgerligt, at han ikke kan holde igen bare så længe, at undersøgelsen foregår. Men Trump er en præsident, der arbejder bedst med følelserne uden på huden. Det har verden – næsten – vænnet sig til.