Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

»De rene hænders politik« lammer Folketinget

»Vi har flere politikere, som er optaget af uforpligtende holdninger, end politikere, der stræber efter at tage ansvar for de politiske beslutninger.«

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er blevet tvunget til at udsætte sin 2025-plan. Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016 Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Forhandlingerne om regeringens 2025-plan er gået i hårdknude. Lars Løkke Rasmussen har på den ene side været presset af Anders Samuelsens stålsatte krav om topskattelettelser og på den anden side af Kristian Thulesen Dahls udmelding om, at topskattelettelser ikke har gang på jord. Ingen af parterne synes indstillet på at indgå de kompromiser, der ellers må indgås i politik, kompromiser, der kunne skade partierne i en måske kommende valgkamp, så forhandlingerne er nu udskudt på ubestemt tid.

Kommentatorer har siden haft travlt med at kritisere Lars Løkke Rasmussen for ikke at være den dygtige politiske håndværker, han ellers har ry for at være. Det er meget muligt, at han har undervurderet topskattens symbolske betydning for Liberal Alliance og ikke i tilstrækkelig grad orienteret parterne i blå blok forud for forhandlingerne. Men lad os også huske på, at Løkke har skullet forhandle med partier, der ikke har ønsket at indgå i regering og tage politisk ansvar.

Som Thulesen Dahl sagde i forbindelse med regeringsdannelsen i 2015: »Det er ikke altid dem, der sidder i ministerbilerne, der har mest magt.” Det er et interessant, men desværre også nedslående udsagn. Ikke mindst set i lyset af, at LA og Dansk Folkeparti så langtfra er de eneste partier i Folketinget, der er uinteresserede i at komme under magtens åg og hellere vil stå uden for end være med. Uden for står i forvejen Alternativet, Enhedslisten og SF, og vi befinder os altså i den historiske situation, at vi har flere partier, der ikke ønsker magten, end partier, der vil påtage sig politisk ansvar.

Hvad betyder det? Det betyder blandt andet, at det blevet mainstream på Christiansborg at være meningsdanner i stedet for politiker. At vi har flere politikere, som er optaget af uforpligtende holdninger, end politikere, der stræber efter at tage ansvar for de politiske beslutninger. At vi har flere partier, der ikke vil være et regeringsbærende parti, end partier, der vil påtage sig ansvaret for Danmark. Den udvikling er ikke kun opsigtsvækkende, men også uheldig og vil i længden øge mistilliden til politikerne og skade troen på folkestyret.

Engang var det ikke kun Venstre, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og på en god dag Konservative, der var sultne efter at komme ind i ministerierne og sætte retningen. Engang ville også Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti til fadet, ligesom SF brugte tiden på at gøre sig selv regeringsduelig. Men i dag er »de rene hænders politik« blevet normen, og det lammer selvsagt forhandlingerne i Folketinget.

At det er kommet dertil, bør vi dvæle meget mere ved, ligesom vi bør stille os selv det spørgsmål, om vi har stemt de rigtige mennesker ind i Folketinget og ikke mindst møder dem med realistiske forventninger. Politik er kompromisets kunst, men vil man hellere nøjes med bare at mene og synes en hel masse, skal man være velkommen til at henvende sig her på avisen og få sin egen blog.

Man kan mene meget om Pernille Vermund og Nye Borgerlige, men ovenstående er en grund til at byde hende velkommen i dansk politik. Her har vi en partileder, der ikke kun er positiv over for at indgå i regering; hun peger endda på sig selv som statsminister. Hvilket sjældent syn i politik – en politiker, der stræber efter den ultimative magt.