Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

De Radikale svigtede deres borgerlige ophav

Borgerlige havde store forventninger til, at de Radikales valgsejr kunne veksles til en mere økonomisk ansvarlig retning for en rød regering. Men Morten Østergaards stædighed svigtede.

I 2011 truede Margrethe Vestager med ikke at gå i regering. I 2019 ville socialdemokraterne slet ikke give ministerbiler til radikale mandater. I 2011 satte Vestager sig tungt på den økonomiske politik. I 2019 er tonen lagt af de rød-grønne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

De Radikale var borgerliges livline til en økonomisk ansvarlig politik i regeringsforhandlingerne. Men Morten Østergaard og hans forhandlere gav op for let. I 11. time opgav de kravet om at øge arbejdsudbuddet med 30.000 personer, hvilket kunne have sat kursen for en økonomisk politik med ambitioner. Ambitionen om en stærk økonomi er desværre særdeles svær at få øje på i forståelsespapiret, hvor alle svære – og dermed også alle økonomiske – beslutninger er skudt til hjørne. De røde partiers ambition begrænser sig til ikke at måtte mindske arbejdsudbuddet og til at øge det økonomiske råderum med ti mia. kr. Men der er ikke mange ord om hvordan.

Det er særdeles skuffende, at de Radikale ikke stod mere fast i forhandlingerne og krævede klare svar på, hvordan alle gaverne skal finansieres. Det ville have været klassisk radikalt, men Østergaard må være blevet snydt af de stærke, røde kvinder i lokalet. Nederlaget bliver kun yderligere udstillet, når man husker jubelscenerne fra de Radikales fest på valgaftenen. Rusen, glæden og duften af magten dominerede lokalet. Radikale fordoblede sine mandater, blev lige så store som Dansk Folkeparti, og var endelig – endelig – tilbage i rollen som kongemager i dansk politik. Men mandater er intet værd, hvis de ikke veksles til magt, og her skuffede Østergaard desværre.

I 2011 truede Margrethe Vestager med ikke at gå i regering. I 2019 ville socialdemokraterne slet ikke give ministerbiler til radikale mandater. I 2011 satte Vestager sig tungt på den økonomiske politik. Regeringens politik skulle basere sig på at fortsætte den tidligere borgerlige regerings økonomiske politik. I 2019 er tonen lagt af de rød-grønne, og Mette Frederiksen har antændt et centrum-venstre projekt, som har ligget i dvale i årtier.

»De Radikale får næppe så gode kort på hånden, som de havde under regeringsforhandlingerne.«


Hvis man skal være venlig over for de Radikale, kan man sige, at vi har til gode at se den økonomiske politik. Socialdemokraternes kurs er tåget, men skal udfoldes under økonomiforhandlinger, finanslovsforhandlinger og i de reformforhandlinger, man måske kun får lov at drømme om. I disse forhandlinger kan de Radikales forhandlingsevne og vilje overraske positivt. Ikke mindst når det går op for de øvrige partier, at regningen faktisk skal betales. Men her står Mette Frederiksen mere frit til at skabe sine flertal. De Radikale får næppe så gode kort på hånden, som de havde under regeringsforhandlingerne. En chance, der med borgerlige briller blev syndigt forspildt.

Hvis de Radikale ikke vil lade sig helt opsluge af centrum-venstre projektet, er der dog muligheder. De borgerlige partier har nu i de mange forhandlinger, der udestår, før Mette Frederiksens politik kan blive til virkelighed, en mulighed for at samarbejde med de Radikale og dermed præge retningen. For nok ville Østergaard ikke gå så langt som til at bringe en borgerlig statsminister i spil, men han holdt sig ikke tilbage for lige inden valget at indgå en seniorpensionsordning med de borgerlige. En aftale, der nu spænder ben for Mette Frederiksens store pensionsplaner, som de Radikale dog skal have ros for at have forpurret.

Skuffelsen hos borgerlige må veksles til muligheder for at trække Frederiksens projekt i en mere borgerlig retning. Og her har de Radikale stadig en nøgle. Vi håber, at de bliver mere villige til at bruge den end ved regeringsforhandlingerne.

METTE ØSTERGAARD