Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Danske universiteter mangler vindervisioner

I disse uger strømmer tusindvis af unge ind på de danske universiteter. Desværre langt de fleste til uddannelser, der er styret mere af kvantitet end fokus på kvalitet. Og hvor de vidtrækkende visioner fra politisk hold mangler.

Der mangler politisk vision i forhold til de videregående uddannelser, hvor kvantitet ofter er mere i fokus end kvalitet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Palsnov

I en årrække var antallet af studerende en vision for de videregående uddannelser. Flere unge skulle tage en uddannelse. På ti år er antallet af studerende på landets i universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier steget med 37 procent. Nu er der kamp om pladserne. Målet er nået.

Men universiteterne tænker stadig meget på kvantitet. Fra politisk side bliver de målt på, hvor mange studerende de får gennem systemet, hvor hurtigt det går – ja helt ned på, hvornår de studerende afleverer deres speciale. Sker det ikke til tiden, må universitetet spytte i bødekassen. Det er alt sammen udmærket og selvfølgeligt, at de studerende fokuserer på at komme igennem deres uddannelse. Lad os ikke affeje det. Men det må være et middel til en stærk uddannelse, ikke et mål, der står alene. De institutioner, der skal være med til at forme de næste generationer, bør have større visioner end en fremdriftsreform, der fokuserer på, hvor hurtigt de studerende kommer gennem systemet.

»Hvorfor, uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, skal Københavns Universitet ikke være et af de allerbedste i Europa, som kan være med til at tiltrække de klogeste hoveder?«


Diskussionen om kvalitet i undervisningen synes forsumpet i den politiske debat, fordi man ikke har tid til at løfte hovedet fra regnearket. Hvis Danmark skal vinde på at have de klogeste hoveder i en globaliseret verden, bør det politiske system og universiteterne sætte sig sammen og tale om visioner, der gerne må handle om at have forskere i Nobelprisklassen, men i høj grad også bør handle om, at udannelserne har internationalt niveau. Man kunne begynde med at besvare følgende spørgsmål:

Hvorfor, uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, skal Københavns Universitet ikke være et af de allerbedste i Europa, som kan være med til at tiltrække de klogeste hoveder, der kan skabe vækst og velstand til gavn for vores alles fremtid? I stedet har regeringen netop fremlagt et udspil, der pålægger universiteterne at reducere antallet af pladser på de engelsksprogede uddannelser med 1.000 studerende.

Hvorfor satser vi ikke på at skabe uddannelser i verdensklasse på områder, hvor vi allerede er førende? Klimateknologi. Digitalisering. Velfærdsteknologi. Nogle af globaliseringens megatrends, som vi ved, vi skal kunne imødekomme for at skabe fremtidens vækst og arbejdspladser.

Og hvorfor er der ikke nedfældet en vision for de videregående uddannelser i Danmark, der har større politiske armbevægelser end antal og tidspunkter? Politikerne har ivrigt diskuteret visionerne for folkeskolen og erhvervsskolerne de seneste år. Nu bør tiden komme til universiteterne.

En del af forklaringen skal vel findes i, at Uddannelses- og Forskningsministeriet er blevet det nye Skat, når man tæller antallet af ministre, der er gået igennem ministeriets hoveddør. Fire forskellige ministre på tre år. Det skaber ikke den retning og det samarbejde med universiteterne, der skal til for at løfte visioner.

Hvad skal der til, for at det lykkes? Ofte skal man følge pengene for at få svar på det spørgsmål. Skal universiteterne være selvejende og eje deres egne bygninger for at få kapital? Det kan være spor at undersøge.

I første omgang bør ministeren og rektorerne alle løfte hovederne fra afrapporteringssystemerne og tænke visioner, der er forankret i verdensklassekvalitet og en globaliseret verden. For de studerendes skyld og for alle os andre.

METTE ØSTERGAARD