Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Dansk Folkeparti i strid medvind

Hvis regeringen har en EU-vision, er tiden inde til at afsløre den.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skulle nogen have været i tvivl om, hvorvidt Danmark vil være i stand til at stemme de nu 15 år gamle EU-forbehold bort, må de sidste ugers debat om EF-Domstolen og dens betydning for dansk udlændingepolitik have fejet enhver tvivl bort.

Forbeholdene forsvinder ikke i nogen nær fremtid. Ethvert forsøg på at sætte dem til afstemning i nogen nær fremtid ville være halsløs gerning.

Debatten om Udlændingeservices vejledning eller snarere vildledning om danske statsborgeres mulighed for at bruge EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed har om noget cementeret opfattelsen hos mange vælgere af EU som et sted, hvorfra bureaukrater – her i form af dommere med venstresnoede motiver – påtvinger danske vælgere regler, der går lige lukt imod alt, hvad vælgernes og Folketingets flertal ønsker. Denne opfattelse af EF-Domstolen som den store satan har endda fået integrationsministerens velsignelse med tilføjelsen om, at regeringen for øvrigt har sovet i timen, mens EF-Domstolen udførte sine mørke gerninger.

Alle de værste fordomme om EU er således ført til protokols og bekræftet, og Dansk Folkeparti kan næppe få armene ned i begejstring. Medvinden suser dem om ørerne, drømme om fremtidige mandaterobringer lyser i deres øjne, mens partileder Pia Kjærsgaard lader den løftede pegefinger danse over statsministerens solbrændte hoved. En bedre sag end denne kunne partiet næppe selv drømme op. Både kampen om udlændingepolitikken og uønsket indvandring kombineret med danskernes tilsyneladende evige modvilje mod EU på én og samme gang. Det kan ikke være rigtigt, at en regering lader sig underkende af en EF-domstol, lyder det således igen og igen fra partilederen.

Jo, det kan faktisk være helt rigtigt. Det er, hvad EF-Domstolen er der for: at sørge for, at regeringerne gennemfører det, som de er forpligtede til. Det har de mindre lande og da især lande, der som Danmark er helt afhængige af et velfungerende indre marked med respekt for den fri konkurrence, i den grad gavn af. Det er så absolut i dansk interesse, at EF-Domstolen fungerer.

Men se, om de borgerlige regeringspartier har budt Dansk Folkeparti trods i denne sag. Regeringspartiernes ordførere nøjes med at gentage mantraet om, at den »faste og fair« udlændingepolitik står fast, uden at kunne forklare, hvordan det faste kan stå fast, når EF-Domstolens dommere har svunget deres juridiske hamre over udlændingepolitikken. Ikke et ord om regeringspartiernes visioner om udviklingen af EU. Kun medvind til Dansk Folkeparti, hvis EU-skeptiske 25 mandater har overtaget EU-debatten fra ja-partiernes 120 mandater.

EF-Domstolen skal ikke drive lovgivningsarbejdet i EU. Det skal politikerne gøre. Men politikerne har selv et hovedansvar for at justere vægtfordelingen mellem EUs institutioner. Mens de tygger på den opgave, kan vi opfordre til, at regeringen frigør sig af sommerlammelsen og giver sig til at forklare vælgerne, hvad de vil med EU-samarbejdet, inden endnu flere borgerlige vælgere lader sig overbevise om – af deres egne politikere – at EU fører til Danmarks undergang.