Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Budgetloven er fantastisk, pas på den

Budgetloven, der har været en succes, skal evalueres. Venstrefløjen vil lempe loven. De får desværre delvis opbakning fra Vismændene. Deres argumenter er ikke overbevisende. Budgetloven skal ikke lempes.

Det er bekymrende, at De Økonomiske Vismænd i deres seneste rapport er inde på overvejelser om at lempe budgetloven. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Sylvest

Budgetloven fra 2012 har været en ubetinget succes. Den har bidraget til at sikre, at de offentlige finanser er sunde og holdbare, og den har bragt en ende på de evige og alvorlige budgetoverskridelser i regioner og kommuner. Det blev i 2012 besluttet, at loven skal evalueres i folketingssamlingen 2019/2020. Den evaluering bør være enkel, for ligesom man ikke ændrer på et vindende hold, er der heller ingen grund til at ændre en lov, der har været en succes.

Loven har hele tiden været en torn i øjet på venstrefløjen, der ser den som en stopklods for deres vilde udgiftsønsker. De kan heller ikke lide budgetdisciplinen i regioner og kommuner. Derfor vil venstrefløjen have loven lempet. Det er som forventet, og det kan i sig selv ikke give anledning til bekymring, fordi de ansvarlige partier næppe falder for venstrefløjens udgiftspolitiske sirenesang. Det er mere bekymrende, at De Økonomiske Vismænd i deres seneste rapport også er inde på overvejelser om at lempe budgetloven. Det vil blive brugt og misbrugt af de kræfter, der helst så budgetloven hen, hvor peberet gror.

Hvorfor skal man overhovedet have en budgetlov, der lægger bindinger på politikerne? Kan politikerne ikke bare løbende træffe beslutninger om de offentlige finanser? Det er uklogt, fordi der er en systematisk skævhed mellem de kræfter, der presser på for højere udgifter, og hensynet til skatteborgerne og risikoen for uhæmmet vækst i skatterne. Der er en asymmetri indbygget i den offentlige sektor i retning af udgiftsvækst. Det er nødvendigt med mekanismer, der modvirker den asymmetri. Derfor er det er godt med et stærkt finansministerium, der kan modvirke udgiftspresset fra fagministerier, regioner og kommuner. Derfor er det godt med en budgetlov, der sætter rammer for politikernes udgiftspolitiske beslutninger.

Udgiftsloven forhindrer ikke, at de offentlige udgifter stiger, overhovedet ikke. Loven kræver bare, at udgifterne så nogenlunde skal være finansieret. Det offentliges strukturelle underskud må ikke overstige 0,5 pct. af BNP. Loven kræver også, at de udgiftspolitiske beslutninger skal ske inden for nogle fire-årige udgiftslofter, og at regioner og kommuner straffes, hvis de ikke overholder rammerne. Men det er altså Folketinget, der vedtager udgiftslofterne. Erfaringen viser, at det går mindre vildt for sig, hvis man starter med at vedtage et loft, i stedet for enkeltvis at træffe beslutninger om alle de gode ting, der kan gøres, for så først bagefter at tælle sammen, hvad det summer op til.

Vismændene argumenterer for at lempe kravet til det strukturelle underskud af hensyn til fleksibiliteten i den økonomiske politik. Argumentationen er ikke overbevisende. Der er allerede masser af fleksibilitet i de nuværende regler. Det faktiske budgetunderskud kan være meget stort under en lavkonjunktur, fordi det strukturelle underskud er en beregnet størrelse, der er korrigeret for konjunkturerne. Der er til overflod allerede regler om exceptionelle omstændigheder, der tillader afvigelse fra hovedreglen. Omvendt vil enhver lempelse svække budgetlovens strukturelle effekt på budgetdisciplinen, som ikke er en pris der er værd at betale for at opnå en overflødig øget fleksibilitet.

Så konklusionen er klar. Budgetloven har været en velsignelse for dansk økonomi og skatteborgerne, så den er der ingen grund til at pille ved.

OLE P. KRISTENSEN