Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Bryd det boligpolitiske tabu

Foto: Linda Kastrup

Der er ikke noget, der optager os danskere så meget som vores boliger. Boligmarkedets glæder og bekymringer endevendes flittigt i de danske hjem - også i disse stilfærdige dage efter nytår. Udviklingen i de senere år har gjort boligsnakken særlig aktuel. Vi oplever en tiltagende flugt fra land til by. Samtidig flytter stadigt flere ældre væk fra villaen i forstaden og ind til mere bekvemme lejligheder i byens midte. På landet og i mange mindre provinsbyer er det svært at sælge sin bolig. Arbejdspladserne forsvinder. Især i Syd- og Vestsjælland, på Lolland-Falster og i dele af Sønderjylland er det galt. En del husejere er teknisk insolvente, fordi de har lånt for meget. Men vi må også konstatere, at Maren i Kæret uforskyldt er kommet i klemme, selv om hun har passet hus og have til UG et helt menneskeliv. Der er ingen til at købe hende ud, når hun må på plejehjem i sine sidste leveår. I de pulserende attraktive storbyer betaler husejere nu eksorbitante beløb i grundskyld.

Familier med gennemsnitsindtægter kan blive sat fra hus og hjem, hvis den udvikling fortsætter. Omvendt slipper ejere af ejerlejligheder billigt rent skattemæssigt, selv om samfundet måske har finansieret en metro, der kører lige til døren og har gjort deres lejligheder vældig meget mere værd. I andelsboligsektoren er en del foreninger voldsomt overbelånt til skade for andelshaverne og deres pengeinstitutter. I den almennyttige udlejningssektor er der store problemer med at tiltrække velfungerende lejere. I det private udlejningsbyggeri tilgodeser en forældet huslejeregulering forholdsvis få danskere, som gennem snart 50 år har kunnet leje store herskabslejligheder til en ekstrem billig husleje.

Problemerne på boligmarkedet løses ikke ved at symptombehandle dem marked for marked. Løser man problemerne ét sted, dukker de bare op på et andet marked. Det hele må ses i sammenhæng. Gennem årene har vi haft skiftende boligministre. I perioder har vi ingen haft. Og godt det samme, for der er i virkeligheden ikke ført boligpolitik af betydning i Danmark siden det sidste store brede boligforlig i 1966. På en måde har det været fint med fraværet af politik. For de fleste danskere bor jo godt – målt med internationale alen. Men de skævheder på boligmarkedet, som har fået lov til at vokse sig større i ly af finanskrisen, kræver efterhånden politisk handling – om ikke umiddelbart, så i hvert fald på lidt længere sigt. Ellers vokser de sig større og bliver måske helt uløselige.

Når der skal indføres reformer af kontanthjælpen og beskæftigelsessystemet, er det som regel nemmere at få dem igennem under en rød regering. Tynget af ansvarets åg tager de røde ministre gerne kampen med deres egne. De få boligpolitiske tiltag, vi har set i de seneste 30 år, er især gennemført under en blå regering. I 1980erne lagde Schlüter-regeringen navn til en voldsom beskæring af boligejernes rentefradrag som led i en skattereform. Skal de boligpolitiske problemer løses på en fordelingsmæssig rimelig måde, kan det ikke ske uden at tage noget fra nogen. De, der berøres, skal til gengæld have rimelige overgangsordninger. De lader sig lettere finansiere i tider, hvor markedet er på vej op. Al saglighed tilsiger derfor, at politikerne bryder det boligpolitiske tabu nu. Men det er nok for meget at forvente i et valgår.