Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Brexit bliver ikke nemmere med Boris Johnson

Theresa May forsøgte at lede et skizofrent land og fejlede. Hendes efterfølger får det ikke nemmere.

Exit: Theresa May på vej tilbage til sin embedsbolig Downing Street 10 efter at have meddelt sin afgang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tolga Akmen / AFP / Ritzau Scanpix

Margaret Thatcher i 1990, John Major i 1997, David Cameron i 2016 – og nu også Theresa May: Fire britiske premierministre, som udkæmpede drabelige slag i deres parti om Storbritanniens forhold til Europa. Og mistede magten.

I snart fire årtier har de britiske konservative været som besat af fløjkrige om EU. Kritikken af det europæiske samarbejde er kun taget til. Hver gang deres premierminister tog til Bruxelles for at opnå en genforhandling af budgettet eller særlige britiske undtagelser fra EU-reglerne, har reaktionen været endnu hårdere kritik af EU og nye krav om britisk enegang.

De konservatives indre kampe har været én lang historie om beskidte tricks og en kynisk udnyttelse af EU-spørgsmålet for at vinde magtkampe i partiet. Men de har også været udtryk for en hel nations dybt splittede forhold til medlemskabet af EU. Derfor var det ikke en let opgave, Theresa May fik, da hun blev premierminister efter den britiske EU-afstemning 23. juni 2016.

Theresa May meddeler sin tilbagetræden:

May skulle levere den britiske udmeldelse af EU, som 52 pct. af vælgerne havde bedt om, men hun blev hurtigt fanget ind i den klassiske konservative krig om Europa. Den hårdeste fløj af EU-modstandere kunne ikke få bruddet med resten af Europa hårdt nok. For de mest ultimative er drømmen at smække med døren og sige farvel til EU-medlemskabet uden nogen aftale med de 27 lande, som står tilbage.

Den vej ville May ikke gå nedad, da hun med rette kunne se, at en hård adskillelse vil udgøre et svært økonomisk tilbageslag for Storbritannien og i det hele taget isolere landet for meget. Derfor har May forhandlet en skilsmisseaftale på plads med EU, som sikrer en ordentlig overgang til den næste fase i forholdet mellem parterne, men den plan ville hendes mest EU-kritiske partifæller ikke acceptere.

May prøvede til sidst at bygge bro til det store oppositionsparti, Labour, men det lykkedes heller ikke. Kløften er for dyb og kompromisviljen for lille.

De hårdeste britiske modstandere vil bare ud. Mange EU-tilhængere drømmer om en ny folkeafstemning, som de konservative vil gøre alt for at undgå. Og alle er sure over den del af aftalen med EU, som sikrer, at der ikke kan opstå en ny grænsekontrol mellem Irland og Nordirland. Det såkaldte backstop, som skal forhindre, at Nordirland vender tilbage til de uroligheder, som blev afsluttet med Langfredagsaftalen fra 1998.

»I snart fire årtier har de britiske konservative været som besatte af fløjkrige om EU. Kritikken af det europæiske samarbejde er kun taget til.«


Storbritanniens næste premierminister bliver med stor sandsynlighed en af frontfigurerne fra den hårdeste Brexit-fløj. Måske ligefrem tidligere udenrigsminister Boris Johnson, som har gjort det til en karrierevej at forbande EU med eder og løgne, men han får det ikke nemmere end May i Bruxelles.

Johnson har lagt op til at genforhandle det omstridte backstop ved at true med, at han vitterlig er klar til at gennemføre Brexit uden en aftale. Men han vil opleve, at EUs røde linjer ikke vil flytte sig. Det bør de heller ikke. Vi ville svigte såvel hensynet til freden i Nordirland som Irlands interesser, hvis vi skulle opfylde Boris Johnsons ønske. Vi skal heller ikke give køb på princippet om, at adgang til EUs indre marked også fordrer, at man følger visse regler. Konkurrence skal ske på lige vilkår.

I sidste ende må briterne gøre op med sig selv, hvad de vil, og de har nu til udgangen af oktober for at finde en løsning. Vi må fra EU-siden udvise både tålmodighed og principfasthed.

PIERRE COLLIGNON