Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Bosse på vildspor

Virksomhedernes sociale ansvar, på business-sprog kaldet CSR, er i de senere år kommet højere op på den offentlige dagsorden. Det skyldes, at kunderne og forbrugerne gerne ser, at virksomhederne opfører sig ordentligt.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Desuden er det i virksomhedernes interesse. Ikke mindst den forhenværende Tryg-direktør, Stine Bosse, har gjort sig til talskvinde for CSR-bevægelsen og kan nu smykke sig med titlen som adjungerende professor på feltet. I den anledning slår hun til lyd for, at virksomheder med solide overskud ikke gennemfører massefyringer. Med den definition af CSR udvider hun virksomhedernes sociale ansvar på en aldeles uholdbar måde. Det er et halvt århundrede siden, at den amerikanske økonom Milton Friedman fastslog, at »the business of business is business«. Virksomhedernes opgave er alene at drive forretning og skabe overskud. Derved gør de mest samfundsnytte. Eftertiden har givet Friedmann ret.

Naturligvis skal virksomheder ikke holde på medarbejdere, der ikke længere skaber værdi. Det er bedre for samfundet, virksomhederne og medarbejderne selv, at de kommer til at virke, der hvor der er brug for dem. Det ser vi heldigvis dagligt eksempler på i Danmark, hvor vi trods krisen stadig har et meget dynamisk arbejdsmarked. Den særlige danske model, der gør det let for virksomheder at hyre og fyre, er desuden den væsentligste årsag til, at vi fortsat har et erhvervsliv, som skaber det økonomiske grundlag for vores velfærd. Bosses logik er lige så håbløs, som den mange kommuner praktiserer omkring akutjob. Her und­lader man til skade for borgerne at ansætte de bedste til fordel for dem, der har stået længst tilbage i ledighedskøen. Det store problem for danske virksomheder i årene frem mod finanskrisen var, at omkostninger til bl.a. medarbejdere fik lov at løbe løbsk. Det kunne de gøre, fordi det var alt for let at tjene penge i lavrente­samfund med stor efterspørgsel og en lemfældig kreditpolitik. Havde virksomhederne dengang vist rettidig omhu og slanket sig, havde de været bedre rustet til at modstå den krise, vi gennemlever nu, og skabe nye job.

Naturligvis har virksomheder en interesse og et medansvar for at holde medarbejdernes kompetencer ved lige, så de til stadighed kan være effektive og »arbejdsmarkedsparate«. Men netop det ansvar påtager de danske virksomheder sig også i vidt omfang. Ingen steder i verden bruges der så mange penge på efteruddannelse og opkvalificering som i Danmark. Bosses udtalelser er desværre ikke alene skadelige for de virksomheder, hvis motiver til at optræde økonomisk ansvarligt, som hun nu beklikker. Hun skader det danske erhvervsliv bredt. Der er ellers i befolkning­en efterhånden skabt en betydelig forståelse for, at vi i Danmark har brug for et konkurrencedygtigt erhvervsliv med alt, hvad det indebærer. Også for politikerne er det ved at dæmre. Men for Stine Bosse kniber det fortsat med at se lyset. De virksomhedsejere, der i de senere år har betroet Bosse bestyrelsesopgaver, må på baggrund af hendes nye CSR-ideer spørge sig selv, om hun er sin opgave voksen. Hun arbejder tydeligvis ikke for at skabe større værdi for aktionærerne.